187. Medens det primitive dyr kun kan opleve behag og ubehag i form af "udefineret følelse", så kan det mere fremskredne dyr, efterhånden som det har fået udviklet de såkaldte "fysiske sanser", såsom synet, hørelsen, lugten og smagen, i kraft af disse uddefinere eller skelne mellem de særlige arter eller former for energibølger eller vibrationer, som dets samlede følelsesoplevelse af behag og ubehag indeholder. Man må jo her huske på, at alle fysiske oplevelser er "følelse". Når væsenet "ser" noget, vil det altså sige, at det "føler" en særlig art fysisk energi. Denne energi kalder vi "lyset". Når det "hører" noget, vil det på samme måde sige, at det "føler" en anden art fysisk energi. Denne energi kalder vi "lyden". Og ligeså med "lugten" og "smagen", der hver især også er udtryk for "følelse" af særlige former for vibrationer.
      De i dyrerigets første stadier fremtrædende dyr har jo endnu ikke disse sanser. Men dette forhindrer altså ikke det primitive dyr i at kunne opleve den almindelige robuste følelse af behag og ubehag; men denne oplevelse bliver jo således nødsaget til at fremtræde som identisk med den vi allerede før har nævnt som "udefineret følelse". Hos planten kan denne følelse som tidligere berørt kun opleves som "anelse", og det er jo evnen til at opleve samme følelse som virkelighed, der adskiller dyret fra planten. Man vil således her kunne forstå, at de af denne fattige oplevelse affødte erindringsbilleder og dermed den af disse bårne "genkendelsesevne" må være af en tilsvarende fattig eller primitiv natur. Når dertil kommer, at denne genkendelsesevne i følge specialanalyserne hos det primitive dyr kun kan komme til udløsning i instinktlegemet, kan en "genkendelse" for samme væsen således absolut kun forekomme i form af "anelse", ikke i form af "viden". Genkendelsen bliver altså i dyrerigets zoner hovedsagelig, ikke en "forudviden", men en "forudanelse". Men gennem dyrerigets tiltagende robuste og hårde livsbetingelse bliver denne genkendelses- eller forudanelsesevne udviklet til genialitet. Dyrene er således i stor udstrækning trænet op til at kunne kende en opstående begivenheds begyndende spæde virkninger, ja endog medens disse endnu er ganske hårfine og ikke engang tilgængelige for de rent fysiske sanser. De nævnte spæde virkninger bliver derved til kendetegn, rettesnore eller advarselssignaler for de pågældende væsener, allerede inden den af disse virkninger affødte begivenhed er kommet til noget fremtrædende fysisk udbrud. Og det er denne genkendelsesevnes videre udviklede forgreninger vi kender under begrebet "psykiske evner". Disse evner leder trækfuglenes flugt fra verdensdel til verdensdel, fører brevduen og bien tilbage til hjemmet, lader dyrene i stor udstrækning forudane kommende uvejr, naturkatastrofer osv. Denne psykiske bevidsthedsfunktion eksisterer helt op i de første zoner indenfor jordmenneskeheden, kan spores helt op i kulturmenneskenes stadier. Den ligger til grund for det religiøse princips første manifestationsformer, er basis for "den guddommelige suggestion" eller den omstændighed, at væsenerne i de pågældende udviklingszoner kan tro uden at vide. Men med kulturmenneskestadiernes indtræden begynder en ny og langt større åndelig bevidsthedsfunktion at få den anden til at degenerere. Og som det senere fremgår af Livets Bog, er det denne degenerations symptomer, vi kender under begreberne "fanatisme" og "overtro". Medens forudanelsesevnen hos dyrene og de første jordmennesker henholdsvis er og var i renkultur og derved efterladende de pågældende væsener næsten ufejlbarlige i deres forudanelse eller psykiske instinkter, så er den hos kulturvæsenet meget usikker og fejlbarlig, kun en svag afglans eller et "ekko" af, hvad den engang har været. Medens denne psykiske bevidsthedsfunktion hovedsageligt bliver båret af erindringsbilleder af følelses- eller fornemmelsesoplevelser, bliver den ny åndelige bevidsthedsfunktion derimod baseret på "intelligenserindringer", hvilket vil sige erindringsbilleder af oplevelser, der udløses i individets bevidsthed i kraft af dets intelligenslegemsfosters nu begyndende funktion, hvorved en klar og urokkelig åndelig dagsbevidsthed i tilsvarende grad begynder at opstå.