186. Ligesom planten under sin søvn arbejder på udviklingen af de betingelser, der skal gøre den bevidst på det fysiske plan, således arbejder dyret under sin søvn på de betingelser, der skal gøre det bevidst i det rigtige menneskerige eller den begyndende åndelige verden. Medens plantens dagsbevidsthed udgøres af instinktlegemet og dens underbevidsthed af tyngdelegemsfosteret og kernen til følelseslegemsfosteret, så udgøres dyrets dagsbevidsthed af instinkt- og tyngdelegemet, og dets underbevidsthed af følelses- og intelligenslegemsfosteret samt kernen til fosteret for intuitionslegemet. Med plantevæsenets indtræden i dyreriget begynder således en meget kompliceret udvikling at finde sted, baseret på mange andre store og mægtige faktorer, som vi naturligvis ikke har kunnet komme ind på her, men må derfor henvise til nærværende emners specialkapitler senere i Livets Bog. Når vi berører disse realiteter her, er det jo kun for at påpege, at ligesom instinktvæsenets underbevidsthed grænser ind på det fysiske plan, og der efterhånden bliver udviklet til at gøre samme væsen bevidst på nævnte plan, således grænser jordmenneskets underbevidsthed ind på det næste tilværelsesplan efter det fysiske for der at udvikle sig til en sådan standard, at væsenet gennem denne også kan blive vågen eller bevidst på dette tilværelsesplan. Dette vil altså igen sige, at det fra at kunne opleve fysiske kendsgerninger nu gennem sin underbevidsthed er i færd med at udvikle organer eller legemer, gennem hvilke det kan opleve åndelige eller "ikke-fysiske" kendsgerninger. Og efterhånden som dyret får denne evne udviklet, nærmer det sig det rigtige menneskestadium mere og mere. Det er netop denne gryende evne, der adskiller jordmennesket fra det primitive dyr, idet det allerede kan begynde at opleve og manifestere åndelige realiteter eller kendsgerninger, medens det primitive dyr foruden sin anelsesoplevelse kun kan opleve rent fysiske realiteter eller manifestationer. Ved rent fysiske manifestationer må her forstås indgreb i væsenets fysiske legeme. Det primitive dyr mærker således kun oplevelsen af livet i form af indgreb i dets organisme af fremmede fysiske kræfter. Hvis disse kræfter er i samklang med denne organisme, virker de som behag på væsenet. Er de derimod i disharmoni med denne organisme føler væsenet det som ubehag eller smerte. Og gennem denne realistiske behags- og ubehagsfornemmelse udvikles i dets bevidsthed begæret efter selv at stimulere behagsoplevelsen og bekæmpe ubehagsoplevelsen. Dette begær ligger igen til grund for den realitet, vi kalder "selvopholdelsesdriften". Af de ydre kræfters behagelige eller ubehagelige indvirken i dyrets organisme trænes evnen til at "fornemme" eller "føle". Det begynder således ved hjælp af nævnte evne at kunne skelne forskellige grovere nuancer eller detaljer i behags- og ubehagsoplevelsen. Efterhånden som føleevnen bliver mere og mere udviklet, antager oplevelserne af de nævnte detaljer tilsvarende mere og mere faste former. I kraft af et i væsenet fra en fortidig udviklingsspiral endnu eksisterende salighedslegeme, der igen i følge senere analyser ligger til grund for den realitet, der på det materielle plan kendes under begrebet "hukommelsesevnen", bliver de førnævnte oplevelser til erindringer, til billeder. Og med disse billeders opståen begynder væsenet at blive bevidst i en anden verden, nemlig den vi kalder "tankeverdenen", thi disse billeder er de første spæde eller elementære former for "tanker" eller "tankebilleder". Men disse "tankebilleder" er endnu meget uklare eller uden skarphed, idet de jo kun udgør reflekser eller spejlbilleder af væsenets endnu primitive og grove fysiske oplevelser. Væsenet kan jo endnu kun definere i kraft af følelse og instinkt, men ikke ved intelligens, dertil er dets intelligenslegeme endnu for latent. Men i kraft af hukommelseslegemet kan det i form af erindringer binde og opbevare indtrykkene eller fornemmelserne af dets primitive fysiske oplevelser. Disse erindringer afføder så igen i individet en slags "genkendelsesevne", hvilket vil sige en evne til forud at vide et af ydre kræfter mod væsenets organisme rettet indgrebs natur som behag eller ubehag. I kraft af denne evne kan væsenet, når det mærker symptomerne på en eller anden af ydre kræfters begyndende berøring med eller indgreb i dets organisme, allerede forud vide, om denne berøring vil afføde behag eller ubehag, alt eftersom det netop har erindringer fra en tidligere berøring af samme eller tilsvarende art, og derved forud træffe sine nødvendige forholdsregler. Har det ikke før oplevet en sådan eller beslægtet berøring, har det jo ingen erindring om denne og kan følgelig heller ingen genkendelsesevne have overfor samme berøring og bliver i kraft heraf prisgivet den, hvad enten den nu afføder behag eller ubehag. Men derved skabes der jo en ny erindring i væsenet, der forøger dets genkendelsesevne overfor symptomerne på en eventuel kommende ny berøring af samme art. Og vi er således her stillet overfor den første spæde form for "erfaringsoplevelse". Denne erfaringsoplevelse bliver så efterhånden regulatoren af væsenets selvopholdelsesdrift, bliver bestemmende for væsenets tilbagevirkning på de ydre kræfter, hvilket vil sige dets manifestation. Den bliver således bestemmende for dets vaner og tilbøjeligheder og derigennem affødende nye sanser, evner og anlæg. Og med nye sanser, evner og anlæg opstår jo nye erfaringsoplevelser. Disse giver igen nye erindringsbilleder, som altså bevirker en udvidelse af genkendelsesevnen. Og således når væsenet efterhånden frem til jordmenneskets stadium.