Livets Bog, bind 1
Når stofferne er af åndelig energi. Den jordiske videnskabs tankeklimaer bestående af tyngde-, intelligens- og latent følelsesenergi og derfor værende af "materialistisk" natur. Jordmennesket udgørende et "sovende" væsen overfor de åndelige tilværelsesplaner, sålænge dets videnskab kun er af fysisk natur. Jordmenneskets ubevidste åndslegemer som identisk med dets underbevidsthed. Når de underbevidste legemer bliver til dagsbevidsthed
181. Ligesom alle andre skabte realiteter i tilværelsen er sammensat af stoffer eller materier, således er tanker eller tankeklimaer også sammensat af stoffer. Men da disse stoffer er af åndelig natur, kalder vi dem ikke stoffer. Her betegner vi stofferne som "kræfter", "energier", "stråler", "bølger", "aura" osv. I Livets Bog udtrykker vi alle former for stof under begrebet "energi", idet der ikke findes nogen som helst form for stof, der i en dybere analyse ikke er identisk med vibration eller bevægelse, og bevægelse igen ikke kan eksistere uden at være udtryk for energi. De tankeklimaer, der udgør den jordiske viden eller videnskab, består hovedsageligt af "intelligensenergi" og "tyngdeenergi" baseret på en endnu næsten primitiv "følelsesenergi". Nævnte videnskab bliver derfor af ren materialistisk art, hvilket vil sige, at den udgør en viden, der opnås gennem den materielle sansning, og som derfor kun kan være en viden om det materielle eller fysiske tilværelsesplan. Men da livet eller tilværelsen foruden det fysiske plan også, som vi senere skal se, udgøres af fem andre former for tilværelsesplaner, i hvilke bevidsthedslivet ikke er af fysisk natur og derfor ikke kan sanses med fysiske sanser, vil jordmennesket overfor disse tilværelsesplaner i realiteten udgøre et sovende væsen, i samme grad som dets videnskab er udtryk for eller et resultat af den førnævnte kombination af bevidsthedsenergierne. Men da der i jordmenneskets legems- og bevidsthedskombination, som vi også senere skal se, eksisterer et selvstændigt organsæt eller legeme for hvert af de nævnte tilværelsesplaner, og disse legemer igen hver især hovedsageligt er sammensat af den særlige grundenergi, der behersker det tilværelsesplan, hvorunder de er henhørende, vil jordmennesket således også være ganske ubevidst i den del af sin egen legemskombination, der ikke består af fysisk energi og derfor ligger udenfor den fysiske sansning. Dette vil altså igen sige, at af dets seks manifestationslegemer er det egentlig kun klart dagsbevidst i et, nemlig det fysiske. De øvrige legemer sanser det ikke, men begynder dog at ane en sådan eksisterende bevidsthedsdel og udtrykker denne under begrebet "underbevidsthed". Men ud af denne "underbevidsthed" er det fysiske legeme vokset frem og blevet til "dagsbevidsthed", hvorved "dyret" blev til. Og ud af denne "underbevidsthed" er nu et nyt legeme ved at vokse frem til dagsbevidsthed, ved hvilket "dyret" opstår som "menneske", og således fortsættende, indtil alle individets seks legemer er gået ind i dagsbevidsthedens klare lys. Når et sådant legeme går ind i dagsbevidstheden, vil det altså betyde, at individet kan observere eller sanse ved hjælp af nævnte legeme, og dermed i tilsvarende grad i en permanent vågen og klar bevidsthedstilstand erfare eller opleve det tilværelsesplan, det pågældende legeme hører ind under. Da det fysiske legeme blev til dagsbevidsthed i individet, begyndte det altså at kunne opleve det fysiske plan, begyndte at kunne opleve dyreriget, til hvilket jordmenneskezonen jo hører. På samme måde vil individet, når legemet for den nævnte grundenergi, hvilket vil sige "følelses-" eller "kærlighedslegemet", der jo er det rigtige menneskelegeme, går ind i dagsbevidstheden, begynde at opleve menneskeriget. Og således vil væsenet opleve højere og højere tilværelsesplaner, efterhånden som de underbevidste legemer bliver til dagsbevidsthed.