172. Tilegnelse af magt og overlegenhed er endnu i stor udstrækning den herskende drivfjeder i den jordmenneskelige tilværelse. Når dyrerigets væsener må være underkastet en så drastisk eller robust livsbetingelse eller levemåde, skyldes det den omstændighed, at de samme væseners sanseevne er så primitiv eller så lidet udviklet, at den absolut kun gennem hårde og grove manifestationer er i stand til at blive genstand for påvirkning. Men gennem denne påvirkning vågner væsenet mere og mere til liv. Og i samme grad som denne opvågning efterhånden bliver fundamental, bliver også påvirkningen af en tilsvarende mere og mere forfinet karakter. Og ud af den robuste og kolde tilværelse opstår således efterhånden en forfinet form for oplevelse af livet. Dette vil altså igen sige en tilværelsesform, hvor individets sanseevne er blevet så lydhør eller modtagelig for finere bevidsthedsnuancer og sjælekræfter, at det kan begynde at opleve livet i en mindre voldsom eller kraftig form end den, den almindelige grove dyriske livsbetingelse repræsenterer. Ligesom et sovende væsen ikke kan høre, når man hvisker eller taler sagte, men derimod kun påvirkes af støj og højrøstet tale, således kan væsenet i dyreriget heller ikke påvirkes af finere bevidsthedsnuancer, men er kun modtagelig for en mere massiv eller opruskende påvirkning. Denne påvirkning består altså af alle de realiteter, som efterhånden af jordmennesket bliver opfattet som "det onde". Dyret er således et sovende væsen, der skal vækkes. Når det er vækket, hører det både hvisken og sagte tale, hvilket i dette tilfælde altså vil sige dæmpede, afklarede og forfinede manifestationer. Når denne vækkelse er bragt til ende, er væsenet ikke mere et dyr, men et rigtigt menneske. I denne vækkelsesproces befinder jordmennesket sig altså i det sidste stadium og har allerede begyndt at kunne høre eller sanse finere bevidsthedsnuancer. Disse nuancer kommer ind under begrebet "religiøsitet". Jordmennesket adskiller sig altså fra det almindelige dyr ved at være kommet ind i en zone, hvor en religiøs side af livet begynder i dets bevidsthed. Denne religiøsitet er naturligvis af en ganske primitiv art i de første jordmenneskestadier og farvet med alle dyrerigets tendenser, men er dog afgivende en for de samme væseners bevidsthedsniveau tilpasset modtagelighed for moral. Dette vil naturligvis igen for de nævnte første stadiers vedkommende kun sige en moral, der er stimuleret eller båret af den mørke udstråling fra "det guddommelige skabeprincip".
      Når disse religiøse kræfter har kunnet få indpas i dyrets bevidsthed og der er begyndt at forvandle dette til et menneske, så skyldes det netop den hårde og robuste livsform, under hvilken det levede og indtil en vis grad som jordmenneske endnu lever. Denne livsform måtte nemlig tilsidst udvikle individet til at føle en sand rædsel eller ængstelse ved livet. Denne ængstelse udløser sig igen i "hjerteskærende" skrig, når det pågældende væsen befinder sig i fare eller formentlig fare. Vi hører undertiden dette skrig fra det lille værgeløse dyr, når det falder for jægerens bøsse, vi hører det fra rovdyrenes ofre, vi hører det indenfor slagteriernes mægtige haller, og vi hører det bag vivisektionens tykke mure osv. Disse skrig er de første spæde eller latente former for bøn til Gud. De er de første koncentrerede udløsninger af råb om hjælp, om beskyttelse, om barmhjertighed. De er således et væsens sidste fortvivlede udløsning, når alle dets egne kræfter ikke mere slår til, og bliver netop i kraft heraf udtryk for en om end for samme væsen ubevidst henvendelse til en højere autoritet om redning, om frelse.