171. Vi er nu nået så langt frem i Livets Bog, at vi har fået et overblik over de realiteter og forhold, som jordmenneskeheden er underkastet. Af disse realiteters særlige natur og karakter er vi blevet bekendt med, at samme menneskehed befinder sig i en udviklingstilstand, der kan udtrykkes som overgangen fra dyr til menneske. Jordmenneskeheden repræsenterer således et sidste større udviklingsafsnit, før den virkelige menneskezone begynder. Da jordmennesket således er et overgangsvæsen fra dyr til menneske, vil det i sin manifestation foruden sine dyriske tendenser også mere eller mindre udtrykke menneskelige tendenser. Og det er disse sidste tendenser, der har givet det endnu ikke fuldkomne eller færdige væsen prædikatet "menneske". Ved dyriske tendenser forstås sådanne manifestationer, der kommer til udløsning på basis af det pågældende individs særligt udviklede organer og evner for modtagelighed af "tyngdeenergien" (se stykke 168), der igen i følge sin eksplosive natur overalt, hvor den har overherredømmet over de andre gennem samme individ strømmende kosmiske grundenergier, kommer til udløsning som "det dræbende princip", hvilket igen vil sige, det princip på basis af hvilket enhver form for lidelse opstår. I selve dyreriget er dette princip af en så fremtrædende art, at de levende væsener der hovedsagelig må dræbe for at leve. Hos rovdyrene udgør dette princip jo en så fremragende livsbetingelse, at disse væsener for opretholdelsen af deres daglige eksistens tvinges til at sønderrive og fortære organismer eller legemer af levende væsener på samme højde i udviklingen som de selv; ja denne "kannibalisme" strækker sig endog helt op i zoner, hvor dyret er begyndt at fremtræde som jordmenneske, og hvor man har eksempler på, at det i visse udviklingsstadier endog driver det til at fortære organismer af væsener, der tilhører dets egen art eller race. Da den daglige føde eller ernæring således i det fundamentale dyrerige er kød og blod eller organismer fra andre væsener i samme rige, måtte bevidsthedskoncentrationen for dyrerigets væsener nødvendigvis blive udvikling af magt. Da organismen betinger væsenets oplevelse af livet, gjaldt det om at kunne beskytte og bevare denne for medvæsenernes efterstræben samtidig med, at det jo også gjaldt om at kunne overmande og tilegne sig den for dens vedligeholdelse nødvendige næring af andre dyrs kød og blod. Men hertil krævedes magt og overlegenhed. Og disse to realiteters tilegnelse blev således i form af selvopholdelsesdriften udviklingens spore i dyreriget. Denne spore er jordmenneskeheden i henhold til fjerde kapitel altså endnu ikke helt vokset fra.