170. På symbol nr. 4 bliver vi vidne til et lysende legeme, der kaster sine stråler ud i verdensrummet. Dette legeme symboliserer det samme som symbol nr. 2, nemlig "det guddommelige skabeprincip", og strålerne de kosmiske verdensimpulser. Men på symbol nr. 4 har vi for at kunne udtrykke disse impulsers forhold til intolerancen været nødsaget til at opsætte disse på en lidt anden måde end på symbol nr. 2. Medens impulserne på nr. 2 udgår i ringe, udgår de på nr. 4 i lige strålebundter. Hvert strålebundt udtrykker således en verdensimpuls. Til højre på symbolet ser vi jordkloden udtrykt. Det strålebundt, der fremtræder nedenfor jordkloden på billedet, er udtryk for den gamle verdensimpuls, medens det strålebundt, der passerer forbi jordkloden foroven, er udtryk for den ny verdensimpuls. Disse to impulser er begge henhørende under den lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip" og repræsenterer således kærlighedsenergi. Ved en nærmere iagttagelse af nævnte impulsers retninger på symbolet bliver vi vidne til, at disse ville gå ind over jordkloden og udfylde denne helt, hvis ikke de på denne deres bane eller vej mødte en forhindring. Denne forhindring er jordmenneskehedens intolerance. Vi har jo allerede lært, at nævnte menneskehed vil være at inddele i to grupper alt efter dens delvise henhøren under den gamle og ny verdensimpuls. Disse to grupper har vi udtrykt som "gruppe A" og "gruppe B". Ligesom på symbol nr. 3 er disse to grupper også på symbol nr. 4 vist som to stjerner. Den øverste stjerne er således udtryk for gruppe A eller de væsener, der er modtagelige for den ny verdensimpuls, medens den nederste er udtryk for gruppe B eller de væsener, der endnu er henhørende under den gamle verdensimpuls. Fra en del af de væsener, der befinder sig under den gamle verdensimpuls, vil der, som vi gennem kategorierne er gjort bekendt med, udgå en vis strøm af intolerance, der særligt er rettet mod de væsener, der er vokset frem til at være henhørende under den ny verdensimpuls, ligesom der også fra nogle af disse sidstnævnte væsener vil udgå en strøm af intolerance, der i stor udstrækning er rettet mod væsenerne under den gamle verdensimpuls. Dette er symboliseret ved de to fra stjernerne udgående orangefarvede udstrålinger. Hvis disse to intoleranceudstrålinger fik lov til at få frit løb, ville de, således som vist på billedet, være i stand til at lukke verdensimpulserne eller al højere åndelig energi eller kærlighedskraft ude fra jorden. Denne ville blive behersket af realiteter, der hurtigt ville have dens fuldstændige undergang til følge. Disse realiteter er på symbolet udtrykt som ild. Men takket være den guddommelige verdensplan er kærlighedsimpulserne nu så stærke og jorden så langt fremskreden i sin udvikling, at en så drastisk udløsning absolut ikke kan finde sted. Men man må derfor ikke tro, at verden er helt udenfor fare eller udenfor denne brand, tværtimod: Jorden befinder sig endog i stor udstrækning i fortærende luer. Og denne ødelæggende brand er ethvert individ med til at bære ved til eller holde ved lige med sin intolerance, med sin vrede og indignation, med sine lavere dyriske tendenser eller alle sådanne manifestationer, der går imod internationalisme eller fællesinteressen, går imod uselviskheden og opofrelsen. Denne brand, som jordkloden således befinder sig i, består nemlig af alt, hvad der kommer ind under begrebet "lidelse", såsom krig, lemlæstelse, ulykker, fattigdom, sult, arbejdsløshed, sygdomme og dødbringende naturkatastrofer. Da alle disse realiteter er luer i den førnævnte ild, vil det være åbenlyst for mange, at det er intet mindre end en kæmpebrand, jorden således befinder sig i. Og hvert enkelt individ er altså med til mere eller mindre at holde denne brand vedlige, alt eftersom det manifesterer selviskhed og intolerance, ligesom det også mere eller mindre er med til at bære "vand" til slukning af samme ild, alt eftersom det manifesterer uselviskhed og tolerance. I forrige kapitel har vi påpeget de realiteter, der var særlig "brandfarlige" eller vedligeholdende af ilden, og de realiteter, der særlig var egnet som "vand" på samme ild. De brandfarlige realiteter har altså sin rod i en altfor stærk blomstringsbetingelse for selviskheden indenfor samfundsordningen, medens det "ildslukkende vand" derimod koncentrerer sig i alle de realiteter, der kommer ind under opfyldelsen af det store bud "elsker hverandre", som igen er udtrykt under de ligeledes i forrige kapitel fremsatte tolv punkter.
      Ethvert individ kan således i dag ved sin væremåde være med til at holde nævnte ild vedlige og er da med til at opbrænde alt, hvad der hedder kultur og samfundsordning, alt hvad der hedder kunst og fremskridt, alt hvad der hedder fred og lykke. Men det kan også ved sin væremåde i dag være med til at slukke ilden, og det er da med til at bære jordmenneskeheden fremad mod fuldkommenhed, mod ånd, kultur og kærlighed, mod den store fødsel eller opstandelsen til det virkelige liv. Og den eneste absolutte hovedfaktor i dette individets ildslukningsarbejde vil altså udelukkende kun kunne udgøres af dets manifestation af en af kærlighed og tolerance gennemsyret praktisk væremåde overfor dets omgivelser, selv om også det sidder inde med et overordentlig stort fond af selvoplevet eller af andre væsener tillært viden. Dets manifestation af teoretisk påvirkning af andre væsener er således kun en bifaktor i forhold til dets praktiske fremtræden. Man må således forstå, at kun der, hvor man kan glæde og inspirere medvæsenerne med sin viden og væremåde, er ens rette arbejdsfelt, og absolut kun der alene kan man så visdommens og kærlighedens sæd. Kun der er den gode jordbund, der giver mange fold. Alle afvigelser herfra vil mere eller mindre være dårlig sæd, vil mere eller mindre være dårlig jord, som derfor kun kan give tilsvarende mere eller mindre forkrøblede resultater, der absolut ikke kan være repræsentanterne for en sådan højere bevidsthedsform værdig, som den jorden nu er indviet til at skulle gå i møde. Den eneste vej til den store fødsel er således at give sit liv hen for skabelsen af en væremåde, hvis fodspor udelukkende kun kan være fred, lys og kærlighed for alle medvæsener. Det er vejen til sandheden og livet. Det er indgangen til en forklaret tilværelse, til samlivet med den evige Guddom.