166. Med hensyn til årsagen til individets udløsning af vrede eller intolerance bunder denne jo ligesom årsagen til dets religiøse opfattelse, tilbage i det indbyrdes forhold mellem dets dybereliggende åndskræfter og er således heller ikke en realitet, der kan fjernes ved en enkelt viljesakt af individet selv eller ved et diktatur eller forbud udefra. Men dette betyder naturligvis ikke, at intolerancen ikke kan bekæmpes, tværtimod den kan bekæmpes, men man må blot forstå, at denne bekæmpelse repræsenterer en hel omskabelse af en tusindårig vanebevidsthed eller vanenatur i det pågældende individ. Når man erindrer, hvor svært det kan være at få bugt med en tilegnet almindelig uheldig vane eller last, hvis tilknytning til individet aldrig i noget tilfælde kan have udstrakt sig længere end til en ren mikroskopisk tidsperiode i forhold til intolerancenaturen, vil man lettere kunne forstå, at intolerancen ikke øjeblikkelig kan fjernes. Men for at få bugt med denne kræves det naturligvis, at individet først og fremmest må være så langt fremskredent i udvikling, at det begynder at få en uimodståelig lyst til netop at bekæmpe intolerancen. At bekæmpe intolerancen er jo det samme som at udvikle tolerance, hvilket igen er det samme som at udvikle en ny evne. Men for at udvikle denne evne til fuldkommenhed eller virtuositet kræves der, ligesom til udvikling af virtuositet af en hvilken som helst anden evne, f.eks. musik, sprog etc., en stadig fortsat træning eller øvelse. Intolerancen lader sig således udelukkende kun bekæmpe ved en eneste fortsat villen, som udløser sig i daglige små overvindelser. På basis af disse vil man så til sidst opnå skridt for skridt at have forandret sine indre åndskræfter så meget, at man ikke mere har intolerancens tendenser i sig og er dermed blevet en virtuos i udfoldelse af tolerance. At kunne føle tolerance hører således til de realiteter, der absolut kun kan tilegnes ved træning eller øvelse – ikke ved diktatur. Hvis man derfor udtrykker vrede og had mod et væsen, fordi det er intolerant, vil dette jo kun være udtryk for, at man selv befinder sig på samme stadium som dette og endnu ikke har forstået, at den vrede eller indignation, man i nævnte tilfælde udløser, er ligeså uberettiget og ligeså fremragende et udtryk for ufuldkommenhed som den, man netop er genstand for hos det andet væsen.