160. Da det særlige forhold, der er mellem intelligens og følelse i individets bevidsthed, er den udløsende årsag for skabelsen af dets særlige opfattelse af livet omkring det eller af selve tilværelsen og derved den bestemmende faktor i dets viljeudløsning eller dets handlemåde, opstår igen spørgsmålet om, hvad der ligger til grund for, at forholdet mellem intelligens og følelse netop ikke er ens for alle individer. Men da svaret herpå på fyldestgørende måde kun kan manifesteres gennem en analyse af hele individets udviklingsproces, kan vi først give nævnte svar plads i senere afsnit af Livets Bog. Dog skal vi her bemærke, at årsagen udgør en udviklingsfaktor, som bunder tilbage i individets skæbne eller erfaringszoner i forudgående jordliv, dets mere eller mindre fremtrædende oplevelse af lidelse og dets forhold til den feminine og maskuline pol i dets bevidsthed osv. Men disse realiteter har ingen særlig betydning for indledningen. Her vil det derimod kun være magtpåliggende at få individerne gjort begribelige, at et væsens livsopfattelse ikke er en viljesakt, men en akt, der bæres af dets allerdybeste anlæg og naturer, og som naturligvis ikke kan dikteres af andre væsener. Man kan ved tvang og forfølgelse undertrykke individets religiøse opfattelse og religiøse anlæg, således at det kun hemmeligt eller i enrum tør lade den eller disse komme til udtryk, men derved er de nævnte realiteter jo i virkeligheden ikke forandrede. Man kan således undertrykke de dele af et væsens natur og manifestation, der er dets vilje underkastet, men ikke de bag viljen dikterende naturer eller anlæg. Disse kan ikke forvandles ved diktatur, men derimod kun ved udvikling, hvilket vil sige ved individets egen gradvise selvoplevede erfaringer. Dog kan individet, når det når frem til et vist udviklingsstadium, og i felter, hvor det ikke er suggereret, blive modtageligt for teoretisk påvirkning eller undervisning, hvilket vil sige gennem udtrykkene for andre væseners erfaringer. Men her kræves der altså, at individets sjælekræfter må være gennemsyrede af erfaringer, der er beslægtede med eller nogenlunde når op til de erfaringer, der gennem den pågældende undervisning bliver givet udtryk for, thi i modsat fald vil disse sidstnævnte blive usandsynlige for samme individ. Der vil blive en art tomt rum, et manglende led mellem nævnte individs egne og de fremmede erfaringer. Når et over suggestion hævet normalt individ ikke kan fatte eller forstå en eller anden naturlig teori eller undervisning, skyldes det altså netop et sådant manglende led imellem dets egne erfaringer og de erfaringer, der gennem samme undervisning repræsenteres. Et sådant manglende led kan naturligvis kun udfyldes på basis af det pågældende individs absolut egen oplevelse af netop den art af erfaringer, som nævnte hul repræsenterer manglen af. Når et normalt individ teoretisk ikke kan tage ved lære i et eller andet bestemt felt, det være sig religiøst eller materielt, kan det således ikke nytte noget, at man forsøger at befordre nævnte undervisning ved hjælp af vrede, prygl eller andre former for ubehageligheder. Derved får det pågældende individ ikke udfyldt det manglende led, idet de oplevelser eller erfaringer, det får ved at være genstand for et andet væsens indignation, jo er af en helt anden kategori end de manglende erfaringer og vil således være ganske uden nogen som helst forbedrende indflydelse på individets modtagelighed for undervisningen. Man kan ikke ved vrede og tortur skabe begavelse eller talenter i individerne. Ganske vist findes der mange væsener i tilværelsen indenfor jordmenneskeheden, der endnu ikke selv har oplevet en tilstrækkelig grad af prygl og lidelser og derfor på dette felt repræsenterer et manglende led i deres erfaringskæde, men det er jo væsener, der selv i enhver retning hovedsageligt betjener sig af slige realiteter, hvorved de i samme grad netop afslører sig som henhørende under en zone, der absolut står langt under den, i hvilken en højere form for oplevelse af sandheden eller det guddommelige lys kan tilegnes. Ethvert væsen, der ønsker at opnå en forklaret tilværelse, må altså være indforstået med de her skildrede analyser, således at det aldrig i noget som helst tilfælde betjener sig af nogle af vrede eller indignation udløste brutale midler eller udtryk og forstå, at en hvilken som helst form for "hellig vrede" eller "retfærdig harme" er illusorisk og absolut umulig i en højere form for tilværelse. Ethvert væsen, der er intolerant, er altså offer for en illusion og endnu henhørende under en primitiv udviklingszone. Sålænge man er egnet til at manifestere prygl og lidelser, ja da er det givet, at man naturligvis bliver Forsynets redskab i sådanne felter og i de zoner, hvor bevidsthedslivet endnu er så robust eller så lidet sensibelt, at kun sådanne drastiske midler kan indvirke på væsenerne. Men ligeså naturligt vil det jo også være, at man, når man udvikler sig til ikke at kunne manifestere intolerance og lidelse, men derimod kun kærlighed og visdom, bliver Forsynets redskab i dette felt og dermed forflyttet til zoner, hvor individernes sensibilitet er så fremskreden, at deres videre udvikling i tilstrækkelig grad kan befordres af denne forfinede og ophøjede åndelige energi eller kraft.