Livets Bog, bind 1
Anden kategori i gruppe B. For megen følelse i forhold til intelligensen. Fanatisme i væsenernes forhold til den gamle verdensimpuls. Væsenernes opfattelse af "frelste" og "fortabte" væsener. Overtrædelser af den gamle verdensimpuls i form af maskeret intolerance. Den rette holdning overfor modstanderne af den ny verdensimpuls
145. Anden kategori i gruppe B. Alle væsener indenfor nærværende kategori har ligesom væsenerne indenfor anden kategori i gruppe A et for stærkt fremtrædende følelsesliv i forhold til deres intelligensliv. Da det er følelseslivet, der er modtageligt for suggestion, bliver disse væsener således næsten at betragte som "overmodtagelige" for den guddommelige suggestion eller religiøse påvirkning fra den gamle verdensimpuls. De har på grund af deres mangelfulde fornuft- eller intelligensevne alt for let ved at tro og får derved undertiden deres tro og moralbegreber drevet alt for meget over i det fantastiske. De kan således blive fanatiske tilhængere af visse under den gamle verdensimpuls henhørende begreber og bogstavformer, der passer ind i deres særlige bevidsthedslag, og derfor af de samme væsener påberåbes at være "hellige" eller urørlige dogmer, betydende allerhøjeste autoritet, ganske uafhængig af, hvor forældede eller stridende mod jordens nuværende intelligensstandard de så end måtte være, samtidig med, at de pågældende væsener på grundlag af samme fanatisme, som det efterfølgende vil vise, ganske blindt kommer til at overtræde andre lige så godt under samme impuls henhørende forskrifter og påbud. Da de mere er tilbedere af selve bogstavformen end den samme bogstavform iklædte ånd eller virkelige mening, der for dem i mange tilfælde er et skjult problem, bliver de af den overbevisning, at deres særlige tro og opfattelse er absolut altomspændende eller fyldestgørende for ethvert bevidsthedstrin, og kan derfor ikke fatte, at der eksisterer væsener, der er i besiddelse af bevidsthedslag, overfor hvilke nævnte opfattelse ikke kan yde stimulans eller inspiration, og som derved bevirker, at de pågældende væsener jo er nødsaget til at fremtræde som anderledes tænkende, med en anden opfattelse eller som tilhørende en anden sekt eller religion. Overfor sådanne væsener kommer de førstnævnte væsener derfor til at føle en stærk uvilje og fordømmer eller stempler dem som de "vantroende" eller "fortabte" til adskillelse fra dem selv, der i deres egen opfattelse jo kun kan udgøre "de frelste" eller "hellige". Da disse sidstnævnte væseners følelsesliv således endnu er primitivt og i udstrakt grad fremtrædende som udtryk for tendenser, hvis manifestation er langt fra at kunne udløses gennem "næstekærlighed" eller det store bud "elsker hverandre", får nævnte tendenser gennem den førnævnte uvilje en glimrende basis at komme til udløsning på, i særdeleshed fordi den netop får et skær af berettigelse over sig, idet den udløses under den forestilling, at der kæmpes mod "syndens", "mørkets", "djævelens" eller "den ondes" børn, som altså fortjener straf eller hører hjemme der, hvor der er "gråd og tænders gnidsel", netop fordi de ikke vil eller kan lade sig "omvende" til de førstnævnte væseners tro eller opfattelse af livet. Kort sagt, nævnte uvilje udløses altså under en form, der for en tilstrækkelig primitiv bevidsthed får et skin af retfærdighed. Denne omstændighed har da også stimuleret den af de såkaldte "troende" mod de såkaldte "vantroende" fremtrædende uvilje således op, at den, hvad vi gennem historien har set, har givet sig udslag i ligefrem forfølgelse, bål, brand og lidelser, altså i virkeligheden en vis form for forbrydelse, når man regner med ånden eller den virkelige mening i den store generalopfattelse eller gamle verdensimpuls, der ufravigeligt maner til fred gennem dette: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "Dømmer ikke, thi med hvad dom i dømme, skulle i igen dømmes", – "Vend den højre side til, når nogen slår dig på den venstre", – "Det I ville, at menneskene skal gøre mod eder, dette gører I også mod dem", – "Derpå skulle alle kende, at I er mine disciple, dersom I have indbyrdes kærlighed", – "Fader forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere", – "Børnlille, elsker hverandre" osv. Som vi ser, stråler der lys nok ud fra den gamle verdensimpuls, der opmuntrer til fred, men når ovennævnte forfølgelser eller forbrydelser har kunnet finde sted, er det kun udtryk for, at disse har haft væsener til ophav, hvis bevidsthed har været af en så primitiv art, at de har ladet sig bedrage af det skin af retfærdighed, som nævnte manifestationer eller forfølgelser har haft over sig, og som igen derved i virkeligheden blev det udløsende moment for udbruddet af samtlige væseners lavere og endnu ikke overvundne naturer eller lidenskaber, der her koncentrerede sig i slet og ret intolerance, men naturligvis af væsenerne selv kun blev opfattet som "retfærdighed", "hellig vrede", "i den højestes navn" osv. Samtlige væsener blev derved udløserne af den "hårde hud", som i følge stk. 61 i sin tid på en vis måde var nødvendig, da den gamle verdensimpuls stod overfor dens udbredelse til barbarer. Nu derimod, da samme impuls hovedsagelig befinder sig overfor væsener, overfor hvilke den i stigende grad er i færd med at forældes, bliver den i form af den førnævnte intolerance udløste religiøse nidkærhed derimod en gene, der i høj grad er med til at vende de øvrige væseners interesse bort fra den gamle verdensimpuls og bevirker således på en måde indirekte, at disse væseners modtagelighed, håb og længsler bliver rettet mod en ny åndelig inspirationsmagt eller verdensimpuls.
      Da væsenerne i anden kategori i gruppe B på grund af deres oversuggererede tilstand således i fremragende grad har tilbøjelighed til intolerance, vil disse væsener i blind religiøs iver også komme til at gøre modstand mod den ny verdensimpuls; men her må alle væsenerne indenfor denne så bestræbe sig for at huske på den gudesønlige bøn "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre".