139. Femte afdeling. Vi er her i berøring med en række væsener, hvis følelsesliv er endnu mere primitivt end følelseslivet hos fjerde afdelings væsener. Medens intelligens og følelse er kombineret på en sådan måde hos nævnte afdelings væsener, at udslaget af deres primitive bevidsthedstendenser, såsom hensynsløshed, egoisme, gridskhed osv. er således maskeret og ikke giver sig værre form, end at de nævnte væsener dog hovedsageligt befinder sig på "lovens" eller "rettens" grund, så fremtræder femte afdelings væsener under en mere utilsløret og primitiv manifestation af de samme grove bevidsthedstendenser. Deres følelsesliv er endnu næsten på naturmenneskets stadium og giver sig udslag i åbenlyst røveri og plyndring, ligesom de heller ikke går af vejen for mord og drab, der hvor det gøres nødvendigt for tilfredsstillelsen af deres egoistiske tendenser. De befinder sig således i konflikt med den autoriserede ret og moral, hvis love de absolut ikke frivilligt kan underordne sig, og bliver derfor fremtrædende i tilværelsen under begrebet "forbrydere". Her er naturligvis ikke medregnet sådanne individer, der under begrebet "seksualforbrydere" fejlagtigt bliver henregnet til "forbryderverdenen". Disse individer tilhører nemlig i de allerfleste tilfælde et langt højere bevidsthedsniveau end "forbryderne", men er syge eller abnorme væsener, der, i følge senere afsnit af Livets Bog, må behandles efter helt andre metoder end disse. De væsener, vi her skal omtale, er derimod fuldt ud normale individer, men er yngre sjæle indenfor civilisationen. Som det fremgår af Livets Bog, udvikler jordmenneskene sig i deres evige tilværelse fra dyreriget op gennem naturmenneskenes stadier, op gennem civilisationen og videre op til det rigtige menneskerige. På denne vandring befinder ikke alle jordmennesker sig lige langt fremme. Nogle grænser op til eller befinder sig i forgården til den store fødsel, andre er fra naturmenneskeregionen lige nået at være kommet indenfor i civilisationens område osv., og det er jo netop derfor, vi har alle de mange forskellige mere eller mindre udviklede grader i karakter- eller bevidsthedstilstande. Væsener, der således i deres nærmeste tidligere liv har tilhørt naturmenneskeregionen, men ved deres nuværende fødsel er kommet ind i civilisationen, har naturligvis ikke så let ved at indordne sig under dennes love eller foreteelser, som sådanne væsener, der har været født indenfor civilisationen i mange tilværelser. Og det er jo naturligt, at deres medfødte primitive naturmennesketilstand mere eller mindre må give sig udslag i at gå over optugtelsen, og vi har da her det, vi kalder "forbrydelse". Forbrydere er således yngre sjæle i udviklingen, som er begyndt at komme under civilisationens "opdragelse". Med hensyn til denne opdragelses natur, med dens fængsler og dødsstraffe vil der jo være meget at forandre og bringe i kontakt med den virkelige legemlige og åndelige sundhed, hvorfor vi også senere i Livets Bog skal komme tilbage til disse problemer. Blandt alle disse yngre væsener i udviklingen vil der være nogle, hvis skæbne har ligget således, at de har fået en så forceret intelligensudvikling samtidig med en så ringe følelsesudvikling, at de er ganske uden modtagelighed for religiøs påvirkning fra den gamle verdensimpuls. Disse væsener vil derfor være absolut uimodtagelige for enhver form for "omvendelse", der sker på basis af den moralforkyndelse, der for tiden manifesteres i kirker, templer, menighedshuse, på gader, stræder, i fri luft og gennem de mange religiøse sekter og trossamfund, som verden for tiden er så rig på, idet denne, i kraft af de nævnte væseners fremragende intelligensudvikling, af disse kun kan opfattes som naiv. Og det er netop derfor, at de samme væsener her er henregnet under gruppe A. Vejen til "omvendelse" eller til et mere ophøjet liv går for dem, ligesom for alle andre væsener indenfor nævnte gruppe, således absolut kun gennem livets direkte tale og den ny verdensimpuls med dens for intelligensen tilfredsstillende analyser og terminologi.
      Da livets direkte tale er af en mere eller mindre robust eller blid natur, alt eftersom det er grovere eller finere afslibninger eller udformninger, den skal bevirke i individernes bevidsthed, vil alle sådanne væsener, der endnu har grovere bevidsthedstendenser, som skal afslibes, før eller senere blive genstand for den robuste side af livets tale, hvis de da ikke allerede nu befinder sig i denne. Der kan derfor ikke noksom manes til udvikling af kærlighed mod og forståelse af disse små væsener i livets skole. Ikke således at forstå, at disse skal forkæles eller fejres som rene helte, således som det nu er tilfældet med de store "bandeførere", der undertiden på ovennævnte måde bliver beundret af den uvidende hob, når de i et eller andet tilfælde har bragt politiet eller lovens håndhævere til at kapitulere; thi i så tilfælde er man nemlig med til at holde disse barnesjæle nede i livets lyssky og giftige bevidsthedssumpe, er med til at lade dem være uanende om skønnere og lykkeligere former for tilværelse. Ved en sund og naturlig optræden overfor disse væsener, ved en urokkelig tagen afstand fra deres lavere tendenser uden at hade, ved med sin egen tilværelse at foregå dem med et uangribeligt godt eksempel, ved at forstå, at der under deres ydre hårde bevidsthedsskal, hvad enten denne nu giver sig udslag i åbenlys røveri, mord og drab eller i "det maskerede røveri" og hensynsløs udbytning, også findes et bankende hjerte for sorg og glæde, også rører sig et lille guddommeligt liv, der møjsommeligt er i færd med at bane sig vej mod lyset, er man derimod inde på den vej, der er i harmoni med det kommende fredsrige, den vej, der alene fører bort fra medskyldigheden i "forbryderverdenens" opretholdelse på jorden.