137. Tredje afdeling. Vi er her stillede overfor en række væsener, hvis hovedinteresse er samfunds- og regeringsforhold. Denne interesse kan være af en natur, der strækker sig lige fra en dominerende, ja endog undertiden forbryderisk selviskhed, til en fremragende uselviskhed eller idealisme. Nævnte interesse kendes i tilværelsen under begrebet "politik", og dens udøvere som "politikere". Jo mere primitiv disse politikeres følelsesliv er i forhold til deres intelligensliv, desto mere uædel eller selvisk fremtræder deres politik, medens det modsatte i stigende grad er tilfældet, jo mere disse væsener nærmer sig et bevidsthedsliv, hvis følelse begynder at blive jævnbyrdig med deres fremragende udviklede intelligens. I første tilfælde bliver nævnte væsener således ligefrem fanatiske tilhængere af nationalisme, krig og magtmidler, af kapitalisme og hensynsløse udbytningsforanstaltninger, af bekæmpelse af alderdoms- og sygeunderstøttelse osv. (Se stykke 95 "Blinde politikere"). I sidste tilfælde er de nævnte væsener derimod ivrige forkæmpere for internationalisme, afskaffelse af krig, udvikling af skole- og undervisningsvæsen, statsforsorg for alle syge og for alle gamle væsener, kort sagt, de er uegennyttige forkæmpere for al udvikling af en lys og lykkelig tilværelse for alle samfundets individer og er således virkelige idealister. Da jordmenneskesamfundet består af individer fra mange forskellige livserhverv eller livsstillinger, og disse individer hver især i kraft af deres såkaldte "stemmeret" har indflydelse på samfundets styrelse, bliver individerne fra hver af disse forskellige former for livserhverv, alt eftersom deres følelse er primitiv, kun interesserede i at benytte denne deres stemmeret eller magt til fordel for deres eget særlige erhverv, hvilket altså vil sige til stimulering af en regeringsform eller statsstyrelse, der særlig kan beskytte dette. Da disse nævnte livserhverv repræsenterer mange forskellige grader, lige fra underordnede og fattige arbejdere til økonomisk overlegne og velstillede kapitalister, og disse hver især kun er interesserede i opretholdelsen af en statsstyrelse, der netop kan beskytte de for dem gunstige betingelser, er det givet, at vi får politikere af højst forskellig natur, politikere der står fuldstændig kontrastmæssig overfor hverandre. Kapitalisterne kæmper således for deres fordele i statsstyrelsen, og arbejderne kæmper for deres. Resultaterne heraf bliver de såkaldte "politiske kampe", som ikke altid forløber helt ublodigt eller uden revolution.
      Da den ny verdensimpuls, således som vi i forrige kapitel har beskrevet, vil føre udviklingen i retning af en forening af alle verdens stater under én fælles demokratisk verdensstyrelse, samt afskaffelse af over- og underklasse, overførelse af al arbejdsgivning til nævnte verdensstyrelse osv., vil den således komme til at virke ufordelagtigt på al politik, der går i modsat retning, og vil derved få denne politiks repræsentanter til modstandere. Og vi må atter her minde om stykke 95 ("Blinde politikere").
      Foruden den her nævnte modstand møder den ny verdensimpuls også en del modstand fra væsener, der i virkeligheden er dens egne tilhængere. Der findes nemlig væsener, der i fremragende udstrækning er modtagelige for de ny materielle ideer fra nævnte impuls, medens de samme væsener endnu ikke har været i stand til at komme i berøring med de åndskræfter eller den religiøse basis, på hvilken disse ideer hviler. Når de ny materielle ideer således har kunnet få indpas i en del af jordmenneskene, uden at de har været modtagelige for de ny åndskræfter, skyldes det den omstændighed, at samtlige væsener har haft en forholdsvis fremragende intelligens, der har været stor nok til at underminere deres tro på den gamle åndelige generalopfattelse af tilværelsen, og samtidig har haft et følelsesliv, der ligeledes var vokset over den gamle religiøse basis uden dog på nogen måde at kunne nå den ny åndelige grundvold, men dog har sat de samme væsener i stand til at skue og dermed acceptere idealismen i de ny materialistiske ideer. Resultatet heraf måtte så nødvendigvis blive, at samtlige væsener blev forkæmpere og udbredere af en på disse ny materielle ideer opbygget reformation uden dog at befinde sig på denne reformations åndelige eller religiøse basis. Og da de i kraft af deres udviklede intelligens har været i stand til at se de forskellige brist i de gamle religiøse forestillinger og begreber, men ikke været i stand til at tilegne sig nogen ny viden på det religiøse område, og da de førnævnte gamle begreber undertiden har været hæmmende for de samme væseners kamp for udbredelsen af de ny materielle ideer, er der i deres bevidsthed opstået ligefrem antipati mod al religiøsitet. De er blevet antireligiøse. Dette har så igen haft til følge en forfølgelse af de endnu bestående og nødvendige kirkelige foranstaltninger og forhold samtidig med, at denne deres antireligiøsitet også har bevirket, at deres udbredelse af de ny materielle ideer sker på basis af et altfor uædelt diktatur, sker i en vis udstrækning på basis af voldspolitik, mord, drab og lemlæstelse. Men dette vil medføre, at de i stedet for at skabe et frihedens rige er i færd med at skabe et nyt tvangsregimente, en ny form for krigsdiktatur og enevælde eller et nyt revolutionsgrundlag.
      Men da jordmenneskeheden allerede er så langt fremskreden i sin udvikling, at millioner af dens væsener i virkeligheden kun er modtagelige for materielle reformer, der hviler på livets mest urokkelige grundvold, nemlig en absolut åndelig basis, vil intet som helst politisk foretagende komme til nogen endelig sejr eller få fremgang i verden, før det står på dette livets guddommelige fundament. Og de reformerende materielle ideer fra den ny guddommelige verdensimpuls, som nu i mere eller mindre renkultur og uden religiøs basis og derfor i en revolutionær natur allerede har begyndt at skabe omvæltninger i verden, vil da også vise sig ikke at kunne få udbredelse længere end til de dele af jordmenneskesamfundet, hvor man er forholdsvis primitiv og uden fremragende religiøs åndskultur, sålænge udbredelsen endnu kun hviler på blot og bar materialisme, magt og diktatur.
      Sådanne væsener, der i mere eller mindre grad er blevet forkæmpere for de materielle ideer fra den ny verdensimpuls uden at være kommet i berøring med de bag disse ideer dybereliggende religiøse eller kosmiske kræfter og derfor som antireligiøse bekæmper disse, er således i virkeligheden på en gang både forkæmpere og modstandere af verdensreformationen. De bekæmper dens åndelige, men stimulerer dens materielle energier. Men da intet kan bestå uden åndelig energi eller kraft, er de nævnte væsener således uden at vide det neutraliserende deres eget forehavende. Men da deres antireligiøsitet egentlig kun skyldes en manglende intelligensmæssig udredning af de kosmiske love, vil denne antireligiøsitet hensmuldre i samme grad, de pågældende væsener, der jo på bunden er idealister, kommer i berøring med en for intelligensen fyldestgørende analysering af de nævnte love. Og de pågældende væseners politik vil da blive i renkultur og som en klar kilde vælde frem og skabe oaser og frugtbarhed, der hvor der nu kun er brændende ørken, tørke og død.