130. Orienterende bemærkninger. Med analyserne af anden, tredje, fjerde og femte afdelings væsener er vi rykket et godt stykke ind i ægteskabszonen, og vi bliver da vidne til, at store dele af samtlige væseners følelsesliv ikke er frigjort til det religiøse, men derimod omsættes til "parringsdriften", der igen giver sig udslag i det, vi kalder forelskelse, ægteskab, forældrekærlighed, familievæsen, familieforsørgelse osv., med tilhørende lykkelige og ulykkelige virkninger. Jo mere af individets følelsesliv, der endnu giver sig udslag i disse realiteter, desto mindre følelsesliv har individet til rådighed overfor det religiøse eller åndelige område, desto mindre er individet åndeligt set og desto større materielt. Men da disse her nævnte afdelinger ligger på en zone i udviklingen, hvor det seksuelle liv i følge senere analyser i Livets Bog gennemgår en meget stor kosmisk forvandling, bliver vi vidne til, at den såkaldte "naturlige" seksualisme i nævnte zone i fremragende grad er degenererende. Ægteskaberne bliver derved overfladiske og ulykkelige. Jeg har derfor kaldt denne zone "de ulykkelige ægteskabers zone". Denne vil så igen være at betragte som udgørende begyndelsesstadiet til en anden zone i tilværelsen, jeg har givet udtrykket "ufrugtbarhedens zone", idet degenerationen her er nået frem til et stadium, hvor væsenerne er ganske uegnede til "ægtemænd" og "ægtekvinder". Denne zone udgør i følge kosmiske analyser den fundamentale grænsezone mellem den dyriske og menneskelige seksualisme. For at forstå dette må man erindre, at jordmennesket som menneske betragtet endnu ikke er identisk med det kosmiske eller fuldkomne menneske, men adskiller sig fra dette ved at høre dyreriget til og legemlig set endnu kun udgør et pattedyr og lever under dettes love hvad køn, befrugtning og forplantning angår. Det fuldkomne menneske derimod er et væsen, der lever under helt andre seksuelle love og betingelser, idet alle seksuelle kræfter i dette er omdannet til anlæg, der gør hele dets samlede manifestation til en praktisk overholdelse af loven for tilværelse og derved lader dets bevidsthedssol, udrenset fra alle dyriske og ufærdige naturer, såsom køn, skinsyge og ejendomsret, som en følelse af Guds nærhed stråle varmende og livgivende på alt og alle i dets omgivelser. Jordmenneskets adskillelse fra det kosmiske menneske vil således hovedsageligt ligge deri, at førstnævnte ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til dyreriget, medens sidstnævnte derimod ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til menneskeriget. Dyreriget og menneskeriget har således hver især sin særlige form for seksualisme, der henholdsvis skaber dyriske og menneskelige anlæg og tendenser. Bag enhver form for skabelse, bag enhver form for bevidsthedsudfoldelse ligger således seksualisme til grund. Seksualisme udgør kernen i "det guddommelige skabeprincip", og de her antydede problemer vil derfor under udtrykket "den højeste ild" blive analyseret senere i Livets Bog.