Livets Bog, bind 1
Kun delvis at være i kontakt med sandheden
13. Da hele tilværelsen i sig selv, i alle dens detaljer eller manifestationer, er identisk med den eneste eksisterende endelige og absolutte sandhed, idet alle de i tilværelsen forekommende ting eller manifestationer netop i absolut lige grad er nyttige og derfor i tilsvarende grad uundværlige for den bestående udviklingsbasis eller individordning, vil dette, at være mere sympatisk eller mere anerkendende stemt for det ene end for det andet, jo være det samme som kun delvis at være i kontakt med den virkelige sandheds helhedsmanifestation. Men denne individets uligevægtige holdning til den virkelige sandhed er jo en meget naturlig sag, eftersom den kun kan manifesteres af et individ, der, som før nævnt, på basis af et mangelfuldt erfaringsmateriale, ikke kan se, at alt er såre godt, og derfor er nødsaget til mere eller mindre at føle antipati mod det i tilværelsen, som henholdsvis mere eller mindre er i disharmoni med det, det selv mener er rigtigt, og således endnu ikke er i besiddelse af det erfaringsmateriale, der danner grundlaget for individets omdannelse til et redskab for udløsning af en mod alle væsener rettet kulminerende sympati eller kærlighed, der er ganske upartisk, uafhængig eller uberørt af samtlige væseners manifestationer eller udviklingstilstand.