126. Anden afdeling. Med analyserne af væsenerne af første kategori og anden kategoris første afdeling er vi kommet gennem jordmenneskehedens yderste forposter eller periferi fremad mod lyset. Gennem analyserne af væsenerne i anden kategoris efterfølgende afdelinger vil vi nu mere og mere nå ind til den store hob og til de mere almengældende bevidsthedstilstande.
      Blandt væsenerne i anden afdeling vil de, der grænser nærmest op til væsenerne i første afdeling, i åndelig henseende naturligvis ligne disse meget, men fornuftsevnen er her endnu mindre i forhold til følelsesevnen end hos væsenerne i første afdeling. Og jo mere man fjerner sig fra nævnte afdelings område, desto mere kommer dette forhold til at gøre sig gældende. Væsenerne i denne og de følgende afdelinger af anden kategori repræsenterer derfor en lang række forskellige former for et fejlagtigt behersket og undertiden endog vildledt følelsesliv. Da følelseslivet ligger til grund for det, vi kalder "religiøsitet", og nævnte følelsesliv hos samtlige væsener netop er i overvægt, vil disse således være stærkt religiøst indstillede. Men denne indstilling vil så igen være mere eller mindre uintelligensmæssig i samme grad, som intelligensen er for lille i forhold til følelsen hos de pågældende væsener. Deres religiøsitet vil derfor i overvejende grad bestå af uintelligensmæssig følelse, hvilket igen er det samme som "fanatisme". Vi vil derfor indenfor væsenerne i de her skildrede afdelinger af anden kategori møde megen religiøs fanatisme. Af væsenerne indenfor anden afdeling finder vi mange som medlemmer af de i de senere tider opståede fremragende åndelige samfund, selskaber eller sekter. Medens de væsener af første afdeling, der findes som medlemmer af nævnte samfund, lever i fuld kontakt med disses idéer, love og principper, er i harmoni med de samme samfunds respektive ophavs ånd, og således hvad udvikling angår på en måde er at betragte som "fødte" medlemmer, så er de væsener af anden afdeling, som også findes som medlemmer af de samme samfund, ikke at betragte som "fødte" medlemmer eller som medlemmer på basis af anlæg eller kvalifikationer, men er derimod mere kun medlemmer på basis af et medlemskort. De er således egentlig kun de pågældende samfunds "rekrutter" eller "lærlinge", hvilket giver sig udslag i, at de endnu ikke har tilegnet sig den tolerance, ydmyghed, uselviskhed og moral, som deres samfunds stifter eller ophav har givet udtryk for. Dette vil så igen betyde det samme som, at deres uligevægtige følelsesliv i dette tilfælde giver sig udslag i indignation mod og undervurdering af andre åndssamfund end deres eget, hvilket sidste de netop overvurderer og påberåber sig at være eneste saliggørende. Da de endnu i fremragende grad repræsenterer selviskhed og ærgerrighed, tilstræber de, blændede af den megen teoretiske viden, deres samfund har beriget dem med, at hæve sig op på førerposter eller lederstillinger indenfor det samme samfund. Denne tillærte viden, som de i deres naivitet og selviskhed tiltror at være deres egen, belaster dem med et åndeligt hovmod, der igen tildækker deres fornuftsevne i en sådan grad, at de ikke kan se deres diskvalifikationer eller sande identitet som deres samfunds "rekrutter" eller "lærlinge". Vi kan derfor blive vidne til det særsyn, at et sådant åndeligt samfunds ledelse undertiden helt er kommet i hænderne på disse dets mindst udviklede væsener, og at dets prædikanter, foredragsholdere eller gruppeledere udelukkende kun er teoretikere og derfor ligeledes undertiden kommer til at holde foredrag for tilhørere, der med hensyn til praktisk overholdelse eller opfyldelse af det pågældende samfunds traditioner er dem langt overlegne eller sidder inde med kvalifikationer nok til at kunne være deres retmæssige eller fødte lærere eller ledere. Resultatet heraf bliver ganske naturligt, at de sidstnævnte væsener efterhånden melder sig ud af nævnte samfund, dette taber derefter i tilsvarende grad sin åndelige værdi og kan ikke mere repræsentere den højde i åndelig standard, som det ved sin start fra sit ophavs hånd var bestemt til at skulle give udtryk for. Når et åndeligt samfund er nået dertil, at intolerante, ærgerrige og egoistiske væsener har tilegnet sig deres ledelse, går det uundgåeligt sin opløsning i møde. Intolerance, ærgerrighed, egoisme og hovmod er således de åndelige samfunds opløsningskræfter og kan i værste tilfælde bevirke, at sådanne åndelige selskaber eller sammenslutninger bliver at ligne ved døde og udbrændte sole eller kloder, der i form af måner er i færd med at gå deres forvitring eller undergang i møde. Når de førnævnte realiteter efterhånden har fået overtaget i et åndeligt samfund, er det altså i virkeligheden udtryk for, at samme samfund har udspillet sin rolle og nu er døende og dermed i færd med at ende sin mission.
      Da kræfterne fra den ny verdensimpuls allerede i længere tid i det skjulte har virket ind på anden afdelings væsener, føler de godt nok, at verden trænger til en åndelig fornyelse og at en sådan fornyelse er i færd med at finde sted, men i deres naivitet, hovmod og ærgerrighed er enkelte af de nævnte væsener næsten urokkelige i den overbevisning, at nævnte fornyelse udelukkende kun kan komme gennem deres særlige samfund, og at dettes ophav har givet verden alt, hvad den behøver af åndelig viden, ja nævnte ophav bliver undertiden erkendt for at være en verdensgenløser, en slags ny messias, endog mod dets egen åbenlyse benægtelse. Sådanne væsener går ganske mod ånden i deres eget selskab og vil i deres entusiasme og overfølsomhed komme til at føle uvilje mod den ny verdensimpuls overalt, hvor den viser sig i idéer og foreteelser, der ligger udenfor deres eget selskabs terminologi og forventninger. Nævnte verdensimpuls vil derfor her møde den første gryende modstand, og vi vil her få bekræftet Nazaræerens ord: "Og de første skulle blive de sidste".