122. Når vi således skal til at analysere eller måle jordmenneskehedens åndelige standard, må vi have et fast punkt, i forhold til hvilket vi kan bestemme resultatet af denne vor udmåling. Et sådant fast punkt får vi netop i den nævnte menneskeheds holdning til den gamle verdensimpuls. Gennem denne holdning bliver vi vidne til, at nævnte impuls for tusinder af jordmenneskers vedkommende er blevet forældet, ligegyldigt hvad enten den fremtræder i form af buddhisme, islam eller kristendom, og ganske uafhængig af om man er født øster- eller vesterlænding. Dette vil altså igen sige, at der verden over findes væsener, der er vokset fra deres børnelærdom eller barnetro, vokset over jordens nuværende største religionsformer. Når dette forhold har kunnet blive en kendsgerning, skyldes det den store følelses- og intelligensmæssige udvikling, der har fundet sted gennem det sidste århundrede. De omtalte væsener har altså været genstand for denne udvikling, hvilket igen vil sige det samme som, at de har fået deres bevidsthed beriget med erfaringer og oplevelser, der atter igen hos samtlige individer har affødt store fundamentale spørgsmål, som slet ikke var aktuelle på de tider, da religionerne af deres ophøjede stiftere blev givet og derfor ikke blev indstillet på at skulle besvare. Religionerne var således kun tilpassede til at give svar på de i hine tider mest aktuelle spørgsmål. Og da jordmenneskehedens åndelige standard særligt på intelligensens område var meget primitiv, var de spørgsmål eller begær efter virkelig viden, man da repræsenterede, i tilsvarende grad meget primitive. Religionerne måtte derfor for ikke at virke altfor fantastiske eller usandsynlige tilpasses til disse væseners primitive udviklingsniveau. Men da der nu er henrundet årtusinder, siden den gamle verdensimpuls blev oversat til religionsform, og disse årtusinder på alle andre felter i jordmenneskehedens bevidsthed har sat sit udviklingsstempel, medens religionsformerne ikke tilsvarende har gennemgået nogen forvandling eller udvidelse, men i form af dogmer stadig kun indtager deres primitive eller begrænsede områder, er det givet, at de mest fremskredne eller af udviklingen påvirkede væsener i tilværelsen, med store dele af deres bevidsthed, må færdes udenfor religionernes rammer, ja ligefrem kollidere med disses ordform, når denne skal tages bogstaveligt og ikke i symbolform, således som det egentlig er dens oprindelige bestemmelse i verdensplanen. Og jo større disse udenfor religionerne eksisterende nye bevidsthedslag er, der igen i særlig grad repræsenteres af teknik, videnskab og kunst, desto mere kommer deres ophav til at være i disharmoni med ordformen eller dogmerne. Og da konsekvenserne heraf for store dele af jordmenneskehedens vedkommende er blevet en hel eller delvis frigørelse af dogmerne eller løsrivelse fra religionerne, bliver vi således vidne til, at samme menneskehed fremtræder for os i to store hovedgrupper. Heraf vil den ene altså udgøres af de væsener, vi lige har omtalt, og som har løsrevet sig fra religionerne, dogmerne eller den gamle verdensimpuls, medens den anden derimod består af de væsener, for hvem de nævnte realiteter endnu har sin fulde inspirationskraft, og overfor hvem de derfor endnu er en uundværlig velsignelse. Disse to store hovedgrupper vil her i Livets Bog henholdsvis blive betegnet som "gruppe A" og "gruppe B". Nævnte to store hovedgruppers væsener, hvilket vil sige den samlede jordiske menneskehed, vil igen være at inddele i seks særlige kategorier. Af disse vil de tre første henhøre under gruppe A, medens de tre sidste er at betragte som udgørende gruppe B. Et hvilket som helst jordmenneske vil altså være at henføre under en eller anden af disse seks kategorier. Disse kategoriers væsener adskiller sig fra hverandre ved deres særlige udviklingstilstand. Denne har nemlig ikke været ens for alle væsener, men har formet sig således, at nogle væsener for tiden fremtræder med en for stærkt udviklet følelse i forhold til deres intelligens, medens der er andre, hvor det modsatte er tilfældet. Men samtidig findes der også væsener, i hvilke disse to bevidsthedsfaktorer er jævnbyrdige eller i ligevægt. Da det er det indbyrdes forhold mellem disse to i individets bevidsthed fremtrædende faktorer, der er det absolut afgørende for dets viljeføring eller dets handlemåde, dets partiskhed eller upartiskhed overfor dette eller hint, for dets religiøse standard, for hvad det kan tro på, og hvad det ikke kan tro på osv., kan det ikke noksom anbefales sandhedssøgeren særligt at indprente sig de efterfølgende analyser af førnævnte kategorier, idet erkendelsen af urimeligheden eller abnormiteten i enhver form for intolerance eller uvilje mod anderledes tænkende eller opfattende væsener i ham da vil blive levende.