Livets Bog, bind 1
En partisk kærlighedsevne
12. Ved et væsen med en partisk kærlighedsevne vil her være at forstå et sådant væsen, hvis selvoplevede erfaringsmateriale endnu ikke er af en sådan karakter, at det som et naturligt anlæg sætter nævnte væsen i stand til at se eller sanse, at en hvilken som helst manifestation ikke kan eksistere uden på en gang at udgøre et resultat af en lavere og et fundament for en højere manifestationstilstand, og derved i sig selv heller ikke kan eksistere uden på en gang at være identisk med et uundværligt moment i den proces, der hedder "udvikling", og en bekræftelse på, at alt er såre godt. Da et individs erfaringsmateriale, sålænge det endnu ikke indeholder de oplevelser, der for det pågældende væsen beviser, at alt er såre godt, fremtræder som regulator af samme individs kærlighedsevne, vil denne netop kun komme til henholdsvis at blomstre og spire i de samme felter, i hvilke dets erfaringsmateriale er blomstrende og spirende. Men dette vil jo igen sige det samme som, at individet i et sådant tilfælde har en større kærlighed og dermed en større evne til at føle tolerance i de felter, hvor dets erfaringsmateriale er blomstrende end i de felter, hvor det kun er spirende, og det bliver i henhold hertil kun i stand til at manifestere sig i tilværelsen som partisk eller som mere sympatisk stemt overfor enkelte erfaringsfelter end overfor andre.