Efter nu i mine tidligere afsnit af nærværende bog at have gjort opmærksom på den disharmoni som blod-, fedt- og kødnydelse bevirker i den menneskelige organisme, såvel den sjælelige som den legemlige, vil det store spørgsmål rejse sig for enhver alvorligt søgende læser: Hvad er den ideelle føde?
      For at svaret herpå ikke skal blive alt for afskrækkende, vil det her være nødvendigt at give et lille overblik over kødspisernes indstilling til den for mennesker absolut naturlige føde. Denne føde er nemlig så enkel, så lidet raffineret og blottet for krydderi og pirringsmidler, at den for den forvænte kødspiser vil virke ligeså kedelig og umulig, som vand eller mælk virker kedelig overfor alkoholisten eller drankeren. Ligesom denne har opelsket et ganske unaturligt begær med hensyn til drikkemidler, således har tilhængeren af de animalske ernæringsprodukter om end ubevidst og under et langt længere tidspanorama opelsket i sig et altoverskyggende unaturligt begær med hensyn til spisemidler. Slægterne har gennem mangfoldige generationer i den grad vænnet sig til smagen af kødprodukterne, at denne fra at vække en naturlig afsky nu vækker en stor unaturlig vellyst. Ligesom organismen ved tilvænning af tobak, alkohol og andre unaturlige nydelsesmidler mister sin naturlige reaktionsevne overfor disse giftstoffer og disse derved bliver til "nydelsesmidler", således taber organismen ved den megen tilvænning også sin naturlige reaktionsevne overfor de i form af den animalske føde fremtrædende giftstoffer, hvorved disse ligesom tobakken og alkoholen vækker unaturlig lystfølelse. Men selv om tilvænningen i nogen grad hærder organismen imod giftstoffernes virkning, kan det ikke nægtes, at organismen i det lange løb bliver fuldstændigt undermineret. Denne underminering er hovedsageligt synlig gennem det okkulte syn, der kan følge individet gennem flere inkarnationer.
      Da det er smagsevnens opgave at skabe afsky eller ulyst i individets bevidsthed for unaturlige ernæringsprodukter og skabe begær efter eller lyst til de naturlige, er det således her synligt, at kødspiserens smagsevne er sat over styr, idet den ikke bevirker afsky for blodprodukterne, men derimod lader smagen af disse som før nævnt være en overordentlig stor vellyst. Men at fornemme vellyst for ting, der er nedbrydende eller underminerende for organismen, og hvis natur det derfor ved hjælp af smagen skulle være individet imod, er det samme som en last. At vænne sig af med at æde dyrenes legemer eller legemsdele er altså det samme som at vænne sig af med en last. Men at vænne sig af med en last koster undertiden umådelig anstrengelse og viljeenergi. Frigørelsen af den her nævnte last består netop i at omskabe den forkvaklede smagsevne, således at den får sin naturlige reaktionsevne overfor de skadelige nydelsesmidler tilbage. Men at omskabe smagsevnen kan kun gøres ved en tilvænning til de naturlige produkter. Det, der gør denne tilvænning så besværlig, er netop dette, at de naturlige produkter på grund af den fejlagtige smagsevne smager om end ikke afskyeligt så dog kedeligt eller mindre tilfredsstillende for det forvænte individ. Men ligesom tobak, alkohol og andre unaturlige nydelsesmidler før tilvænningen var utiltalende eller ubehagelige, men efterhånden blev vellystbefordrende, således vil de naturlige ernæringsprodukter også efterhånden ved en tilvænning igen kunne bringes tilbage til at befordre den virkelige sunde og naturlige vellyst eller behagsfornemmelse for det pågældende individ, således som de oprindelig af naturen er skabt til. Men der kræves altså træning.
      At omtalte last er almengældende, således at ens forældre og søskende, bedste- og oldeforældre, venner og bekendte osv. i reglen også er ofre for denne, forandrer jo ikke princippet eller ophæver lastens virkninger, men blænder derimod i mange tilfælde individets fornuftsevne, så det ikke ser klart i det pågældende felt, ja undertiden ligefrem netop af disse omstændigheder er suggereret til at tro, at hele det fejlagtige ernæringsproblem ikke er fejlagtigt, men absolut i kontakt med naturen og derfor også i kontakt med sundheden. Og det er givet, at denne indstilling af bevidstheden er absolut dræbende for viljen til det naturlige. Sådanne forblindede individer ville derfor aldrig nogen sinde komme ud af suggestionen og dermed bort fra lasten, hvis ikke netop de evige love, på hvilke alt i naturen er baseret, bevirkede, at en last aldrig i noget tilfælde kan eksistere uden at være identisk med undermineringen af den pågældende organisme, ganske uanfægtet af i hvor høj grad den så end måtte forekomme som nydelse for det pågældende individ. Og det er denne underminering, der i form af alle eksisterende organiske sygdomme er den største agitator for menneskenes udvikling hen imod den virkelige menneskeføde. Og da sygdommene tager til i samme grad som menneskenes ernæringsforvildelser tager til, og en absolut sundhed eller sygdomsfri tilværelse dermed er umulig, sålænge lasten eller den narkotisk-animalske ernæringskilde bibeholdes, vil alle mennesker gennem deres organiske lidelser og sygdomme tilsidst blive ført mod en renere ernæringskilde, mod den absolutte sundhed.
      Hovedfaktoren i menneskehedens førelse mod den rigtige menneskeføde, mod sundheden, er således ikke den almindelige propaganda i form af taler og skrifter, thi selv om disse fuldstændigt manglede, ville menneskeheden alligevel uundgåeligt føres frem til at være i harmoni med naturen. Det, der derimod er det bærende i denne førelse, er lidelserne eller sygdommene. Men den skriftlige eller mundtlige oplysning er et glimrende supplement til lidelserne og gør udviklingen hurtigere for de væsener, der er nået så langt frem gennem lidelserne, at de netop er blevet modtagelige for den teoretiske form for påvirkning og har lyst og energi til at gøre sig den efterrettelig. For de øvrige væsener er al undervisning eller teoretisk påvirkning ganske uden betydning. For disse er den narkotisk-animalske ernæringskilde grundet på deres fejlagtige eller unaturlige smagsevne endnu en slags hængedynd, en slags fluepapir, de ikke kan komme fri af. Sygdommene eller lidelserne er derfor overfor disse væsener det eneste talende eller virkningsfulde sprog. Og det tilkommer enhver at være tolerant og forstående overfor sådanne væsener, thi de har endnu ikke evne til at fatte eller begribe situationens alvor.