Helvede er ikke en straffeanstalt i form af et gloende ildsted et eller andet sted henne, tjenlig for en evig forbrænding af levende væsener, men fremtræder derimod som en her i det daglige liv særdeles velkendt realitet, idet al sygdom, sorg og pine er helvede. Noget andet helvede findes absolut ikke. Da sygdom, sorg og pine eller al elendighed er udtryk for virkninger af udløste handlinger, som ikke har været i kontakt med de evige love, i kraft af hvilke verdensaltet opretholdes, bliver helvede således det samme som den samlede disharmoni i tilværelsen. Da det jordiske menneske ikke udgør et færdigudviklet menneske, men på mange felter endnu er uvidende om disse evige love, lever det i en permanent overtrædelse af disse. Da al overtrædelse kun kan ske igennem en fra individet udstrålende kraft, og da al kraft eller energi i følge "Livets Bog" ikke kan gå i lige linje, men må bevæge sig i cirkelbaner og således nødvendigvis må komme tilbage til sit ophav, vil den ved enhver form for overtrædelse udløste energi komme tilbage til sit ophav og berede dette en tilsvarende disharmoni. Nævnte ophav kommer derved til at blive genstand eller offer for samme skæbne som den, det har udløst mod sine omgivelser eller medvæsener. Da al slagtning, blod- og kødnydelse umuligt kan finde sted uden at betyde en unaturlig død og rædsel for de væsener, hvis organismer må ofres, kan blod- og kødspiseren således umuligt blive fritaget for før eller senere at møde virkningerne af denne sin større eller mindre medskyldighed i den mod de nævnte væsener frembragte mørke skæbne. Da de nævnte virkninger, fra de bliver udløste, og til de når tilbage til deres ophav, undertiden må passere en umådelig lang passage eller cirkelbane i verdensrummet, er de ofte flere hundrede år på rejse trods dette, at de bevæger sig med en hastighed, der langt overstiger både lysets og de almindelige radiobølgers. Dette betyder så igen, at mennesker, der i dag er med til at slagte, fiske eller på anden måde dræbe dyr, i mange tilfælde ikke møder hovedvirkningen af denne deres manifestation i deres nuværende liv, men derimod først i de efterfølgende. Her må man erindre, at alle levende væsener er evige realiteter og således har eksisteret altid, men naturligvis i skiftende organismer eller legemer, da disse jo består af stof og derved i lighed med andre stoflige realiteter, maskiner og redskaber, stadigt må fornyes, idet de efterhånden bliver gamle og opslidte. Men når de nævnte virkninger når tilbage til individet, vil de indvikle sig i dettes udstråling og tilstand og derved bevirke, at dette bliver genstand for smerte og lidelse. De bliver således den for det almindelige jordiske menneske usynlige eller hemmelige årsag til dettes indlemmelse i krig, lemlæstelser, drab, mord osv. På samme måde er det store flertal af jordens mennesker i deres nuværende fysiske liv genstand eller ofre for hovedvirkningerne af deres blod- og kødæderi i fortidige tilværelser, samtidigt med at de naturligvis også er genstand for virkningerne af de øvrige handlinger eller manifestationer, de har udløst i fortidige liv. Intet væsen kan således slippe fri for virkningerne af sine ufuldkomne handlinger. Men det er jo kun guddommeligt. Thi hvis det modsatte var tilfældet, ville al udvikling dermed være standset, og døden ville herske i universet i stedet for livet.
      Det er givet, at jeg ikke her kan gå i detaljer med selve skæbnedannelsen og derfor må henvise til "Livets Bog". Men jeg må dog gøre opmærksom på, at ovennævnte ikke på nogen som helst måde er blot og bar spekulationer eller teorier, men er virkelige kendsgerninger, idet de skæbnedannende stråler i deres cirkelbaner i kraft af de højere okkulte sanser kan følges igennem verdensrummet og der iagttages med samme lethed, som de fysiske realiteter kan iagttages gennem fysiske sanser.
      Foruden hovedvirkningen er der også en bivirkning ved blod- og kødnydelse. Energibølgerne, der befordrer disse virkninger, har kun meget korte baner at gå. De nævnte virkninger kommer derfor til udløsning øjeblikkeligt, hvilket vil sige, at de begynder samtidigt med fordøjelsen af de omtalte animalske produkter. Nævnte bivirkninger er i al almindelighed så at sige mikroskopiske og kan ikke mærkes, når produkterne hører ind under de såkaldte "friske varer". Men ved den stadige indtagelse eller nydelse bliver de af underminerende virkning for organismen og er netop så meget desto farligere, eftersom de er hemmelige eller skjulte og kun kommer til syne i deres kulmination i form af organiske sygdomme. Disse virkninger bliver frembragt af den altfor store difference, der er mellem "ligstoffernes" egenvibration og den levende organismes egenvibration, i hvilken de er blevet optaget som næring. Når denne difference permanent bliver vedligeholdt, hvilket altså sker ved en permanent blod- og kødnydelse, vil ligstoffernes egenvibration tilsidst overvinde organismens egenvibration, og det pågældende individ taber dermed i tilsvarende grad sit herredømme over organismens normalfunktion. Der hvor ligstoffernes egenvibration bliver den stærkeste, bliver organismen forsvarsløs overfor al invasion af fremmedlegemer (baciller og bakterier), idet disses egenvibration er i harmoni med ligstoffernes egenvibration og får således intet at overvinde for at tage organismen eller dele af denne i besiddelse. Og der, hvor organismen på denne måde er blevet overvundet, udviser den en mere eller mindre fremtrædende livsfarlig organisk sygdom. Og det er en sådan underminering af organismens normalvibration, dels i form af blod- og kødnydelse og dels i form af narkotiske nydelser og andre uheldige ernærings- og forplejningsforhold, der er den absolutte årsag til en hvilken som helst form for sygdom, det være sig tuberkulose, kræft, bylder, gigt, galdesten, nyregrus, overfedme, hjertesvaghed, unormalt blodtryk, blodfattigdom, fordøjelses- og afføringsbesværligheder e.l.
      Enhver form for narkotiske nydelsesmidler samt blod- og kødnydelser vil altså ikke kunne finde sted, uden at man derved befordrer sin egen alt for tidlige død. Men et væsen, der fremskynder eller befordrer sin egen død, er jo "selvmorder". Ethvert menneske, der endnu ikke er kommet i kontakt eller harmoni med den naturlige ernæringskilde, er således i kraft af sin blod- og kødnydelse ikke alene med til at myrde sine medvæsener, men er også med til, om end langsomt, at myrde sig selv. Det er både "morder" og "selvmorder" og kan således ikke i nogen som helst højere grad repræsentere overtrædelsen af det femte bud eller undermineringen af det evige fundament for det fuldkomne liv: Du skal ikke ihjelslå. Et sådant individ er endnu udtryk eller repræsentant for hedenskab og må i tilsvarende grad være dettes love og konsekvenser underkastet, bliver belastet med sygdomme og lidelser ganske uafhængigt af, om det er "præst", "biskop" eller "pave", eller hvor meget det så end kalder sig "kristen", "hellig", "omvendt", "salig", "rettroende" e.l. Den virkelig store overskygning af "den hellige ånd" eller den fundamentale form for "den store fødsel" og den deraf udløste forklarede tilværelse som "gudemenneske" får intet individ, sålænge det endnu er hungrende efter andre væseners blod og kød, endnu er både morder og selvmorder. Og det nævnte væsen må således i samme tidsrum stadigt i tilsvarende grad mangle "kosmisk bevidsthed" eller den virkelige evne til at "se Gud".