Som nævnt i forrige kapitel er den dyriske føde ikke den korrekte ernæring for mennesket. Da det jordiske menneske er et overgangsvæsen fra dyreriget til menneskeriget, vil disse to rigers særlig specielle natur hver især mere eller mindre være repræsenteret i det nævnte væsens manifestation. Det første rige er naturligvis i overvejende grad dominerende, idet individets fysiske legeme endnu er et dyrisk legeme. Det jordiske menneske er henhørende under "pattedyrene". Hele dets befrugtnings- eller forplantningssystem er dyrerigets love ganske underkastet. Det færdige menneske er slet ikke henhørende under disse love, men fremtræder i et ganske anderledes frigjort og uafhængigt opretholdelsessystem, hvilket jeg dog ikke kan komme ind på at forklare her. Men det er mod dette færdigtudviklede menneske eller "gudemenneske", at den højere natur i det jordiske menneske stiler. Da den dyriske natur er den ældste eller mest indlevede, er dens manifestation forlængst overgået i individets bevidsthed som fast indgroede vaner eller tilbøjeligheder. Dette vil igen sige, at den kræver ingen særlig viljeanspændelse for sin manifestation. Den fremkommer eller udløses rent automatisk. Noget ganske andet gør sig gældende med den menneskelige natur i individet. Da den er af relativ ny dato, er den kun i meget ringe udstrækning blevet til vanebevidsthed og udløses egentlig kun ved viljeanspændelse. Det er således for de allerfleste mennesker betydeligt lettere at tage til genmæle overfor en fornærmelse, lettere at leve til fordel for sig selv end til fordel for sine medmennesker, lettere at blive hidsig eller vred, end det er at udløse den modsatte manifestationsform. Denne sidstnævnte form, hvilken igen vil sige dette, at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", sker kun i meget ringe udstrækning som et naturligt anlæg, men må altså hos de allerfleste mennesker fremtvinges ved viljekraft. Som stimulerende for denne viljekraft er alt, hvad der kommer ind under begrebet "kærlighed". I form af religion, idealisme, moral osv. virker denne kærlighed ind på menneskene og er med til at udvikle denne viljekraft i hvert enkelt individ på grund af dets lidelser og den deraf følgende begyndende følelsesudvikling, der netop efterhånden skaber individet om fra dyr til menneske. Dette vil altså igen sige, at det jordiske menneske vænner sig mere og mere af med at hævne, dræbe og lemlæste.
      Da de fleste former for religion og moral i størst udstrækning har lagt mere vægt på individets tanke- og sjæleliv, dets handlemåde overfor medmennesket end på selve dets fysiske legeme, dets ernæring eller føde, dets forhold til dyrene, er denne sidstnævnte side af dets bevidsthedsliv således som tidligere omtalt endnu meget tilbage i udvikling i forhold til dets øvrige tilstand. Dette giver sig igen udslag i den næsten utrolige udskejelse, som den jordiske menneskehed i nævnte mindre udviklede bevidsthedsfelt befinder sig i, og hvis virkninger i form af kroniske sygdomme og svære lidelser den i dag sukker og stønner under.
      Gennem den nye åndelige eller kosmiske verdensimpuls, der nu går hen over jorden, og ud fra hvilken en fuldkommen åndsvidenskab, en renere og højere idealisme, moral eller kultur end den nugældende (ifølge "Livets Bog") vil blive udløst, vil jordmenneskehedens ernæringsbevidsthed ligeledes blive fuldkommengjort. Man vil således nu i en langt større udstrækning end tidligere komme til at lægge vægt på det femte bud. Den jordiske menneskehed er nu så langt fremme i udvikling, at den bogstavelig talt ikke kan komme længere, før den får lært at respektere dette bud i dets rette overholdelse.
      Da virkningerne af enhver form for handling før eller senere i sit ophavs evige tilværelse kommer tilbage til dette og udløser sig som dræbende, lemlæstende eller kærtegnende og opbyggende, i samme forhold som de er udsendt fra individet, kan intet individ således få en absolut fuldkommen skæbne eller blive fri for lemlæstende eller dræbende energier, sålænge det endnu selv er ophav til sådanne og i kraft heraf er bundet til disse mørke energiers hjemstavn eller tilværelsesplan. Man vil således komme til at revidere sin opfattelse af nævnte guddommelige bud. Det lyder som bekendt ikke således: "Du skal ikke ihjelslå mennesker", men udtrykkes derimod slet og ret: "Du skal ikke ihjelslå". Det udtrykker således absolut ikke nogen som helst form for undtagelse. Men menneskene har ikke respekteret dette bud i dets fulde udstrækning og har selv i kraft af deres endnu uudviklede følelse og vanemæssige dyriske begær efter nydelsen af blod og kød gjort dyrene til en undtagelse. De slagter, dræber og lemlæster disse, ja næsten i en endnu mere mørk form end selve rovdyrene. Overfor disse sidstnævnte har ethvert dyr dog sin chance til flugt og bliver som regel kun overmandet ved egen uforsigtighed. Men således er dyrene ikke stillet overfor mennesket, thi dette har jo forlænget sine rovdyrevner med omfattende tekniske hjælpemidler, såsom langtrækkende skydevåben, fælder o.l. Men endnu mere genialt kommer rovdyrbevidstheden til manifestation gennem den kunstige opdrætning af dyrene. Her er dyrene allerede fanget og dødsdømt, inden de kommer til verden, ja endog inden de er undfanget. Her er ingen chance for flugt mulig. De små dyrebørn er allerede helt i deres morderes magt fra fødslen, og alt i deres tilværelse bliver kun baseret på, at de enten kan blive så godt et trældyr eller så god en steg som muligt. Her har rovdyret altså fået magt og evne til at afklæde sig sin virkelige ham og optræde næsten i en engels skikkelse som "ven" og "beskytter" af dyret, for så senere, når den passende lejlighed er inde, uden nogen som helst nåde eller barmhjertighed at overgive det til trældom, slagtning eller lemlæstelse. Mennesket berøver altså et sådant dyr eller levende væsen en mere eller mindre fremtrædende del af dets fysiske levetid, undertiden flere år, blot for at dets organisme skal udgøre – et måltid mad. Det er i sandhed en manifestations- eller tilværelsesform, der er hjemmehørende i de væseners bevidsthed, der befinder sig på de blod- og kødhungrende dyrs stadium og endnu ikke i nogen grad har følt alkærlighedens lue gennem sine årer eller i nogen væsentlig udstrækning i det givne felt kan betjene sig af den guddommelige magt, vi kalder "tænkning".
      De blod- og kødædende mennesker har altså en side i deres natur, som de endnu ikke har nået at få med op på den tænkningens og kærlighedens zone, hvor de i realiteten ellers befinder sig, og som gør, at de kan smykke sig med navnet "menneske". Og det er dette permanente blod- og kødæderi, der formørker det jordiske menneskes tilværelse, thi kærlighedens sol kan umuligt skinne der, hvor mennesket er blottet for al respekt for det levende væsens ret til livet og har gjort det til en nydelse at eksistere på andre væseners død og lemlæstelse. Denne nydelse må derfor blive det udløsende moment for den realitet, vi udtrykker som "helvede".