Jeg har så kun tilbage at bemærke, at formålet med denne bog i særlig grad har været at påvise, at man for at få en fuldt ud lykkelig skæbne ikke alene må lære at elske sine medmennesker og andre synlige og almenkendte arter eller former for levende væsener, men at man også må lære at praktisere kærlighedens store bud i vort forhold til de former for liv, der i form af stof unddrager sig vort fysiske syn, og som udgør mikrokosmos i vor egen organisme, og at vi kun derved kan gøre os håb om en lignende imødekommenhed eller forklaret tilværelse fra det store makrokosmiske væsen, i hvis organisme vi selv er mikrokosmos. Det har således været mit ønske at bibringe mine læsere forståelsen af, at uden kærlighedens praktisering overfor vor egen organismes myriader af små mikroskopiske retmæssige beboere absolut ingen fuldkommen overholdelse af det femte bud, absolut ingen betingelse for at være et fuldkomment redskab i den guddommelige verdensplan, i den guddommelige individordning, i den guddommelige bevidsthed. Og uden denne identitet må individet fremdeles være et sygeligt og ufuldkomment væsen, være bundet til lavere former for tilværelse, må endnu nøjes med kun at være udtryk for skyggen af den tilværelse, hvis mentale sollys det i virkeligheden er bestemt til at være.