Da de her omtalte vegetariske produkter indeholder A-livsenheder, der må dræbes før B-livsenhederne kan blive frigjorte, er menneskene, alt eftersom de blev udviklet og deres organismer mere forfinede og mindre egnede til selv at udføre denne drabsproces, også her gået over til at anvende kogningen som drabsmiddel. Der bliver da tilbage for organismen kun at udløse forrådnelses- eller opløsningsprocessen. Men dertil er organismen i kraft af fordøjelsesorganerne udstyret med særlige betingelser, således at denne kan fremkaldes kunstigt.
      Foruden kogning har menneskene også opfundet "stegningen" til befordring af drabsprocessen eller aflivningen af A-livsenhederne. Med hensyn til denne aflivningsmetode vil den ikke være at anbefale. Ganske vist befordrer den aflivningen af A-livsenhederne, men den omdanner yderligere i stor udstrækning disses lig til forkullet stof eller aske, en proces, der er højst uheldig for organismen, idet denne kun er skabt til befordring af det organiske ligstof og ikke til behandling af aske. Al stegning vil derfor udgå af fremtidens husholdning. Noget anderledes stiller det sig med kogningen. Den omdanner ikke produkterne til kulstøv eller aske, men fritager kun organismen for drabsprocessen af A-livsenhederne. Den vil derfor blive bibeholdt, sålænge menneskene endnu er henviste til at anvende de grove vegetariske produkter, hvor B-livsenhederne er indkapslede i A-livsenheder. Dette forhindrer naturligvis ikke, at der i dag findes mennesker, hvis organismer er af en sådan robust natur, at de samme organismer selv kan befordre drabsprocessen, og således for en tid endnu kan gøre kogningen overflødig og spise produkterne som "råkost". Men moralsk set er der ved dette ikke vundet noget terræn, idet A-livsenhederne, som ikke dræbes ved kogning eller ad anden kunstig vej, jo alligevel skal slås ihjel af organismen før B-livsenhederne, der er den sande ernæring, kan blive frigjorte. Desuden er det også en kendsgerning, at organismen udvikler sig i retning af at blive mere og mere forfinet. Vi ser, at det primitive naturmenneske kan spise råt kød, grove rødder, kan i det hele taget i langt højere grad spise rå produkter end det forfinede kulturmenneske. Hvis dette sidstnævnte væsen derfor går fra nydelsen af produkterne i kogt tilstand og over til at nyde disse i rå tilstand, vil det, i alle fald for de groveste og vanskeligst fordøjelige af planteprodukternes vedkommende, være at udtrykke som et tilbageskridt.
      Men i den retning går udviklingen lykkeligvis ikke. Den går i retning af forfinelse af organismen og gør derved denne mindre og mindre egnet til selv at udføre drabsprocessen samtidigt med, at den i tilsvarende grad fører frem til det rene frugtkød, der som tidligere nævnt udgør den højeste ideelle "råkost" for mennesket.