Som tidligere omtalt udgør den animalske føde for kraftig en vibrationsudfoldelse for den menneskelige organisme. Denne må således for at omdanne nævnte føde til næring præstere et kraftoverskud eller en energimængde, som den i realiteten på grund af dens udviklingsstadium er vokset fra at kunne opfylde uden på bekostning af sundheden. Den animalske fødes fordøjelse betyder således for mennesket en permanent overanstrengelse, der tilsidst bliver den fundamentale årsag til de allerfleste organiske lidelser. Og det er for at bøde herpå, at det netop har opfundet kogningen af maden. Hvad sker der da i virkeligheden ved kogningen?
      Ja, for at forstå dette må vi erindre, at alle stoffer består af livsenheder, og at de animalske livsenheders udviklingstrin var for nær vort eget på udviklingsstigen. At blive optaget som næring i den menneskelige organisme betød derfor for disse en unaturlig død. Og imod en unaturlig død kæmper jo alle normale livsenheder. Ved optagelse af de animalske livsenheder som næring i organismen, må samme organisme optage kampen imod denne livsenhedernes modstand eller dødskamp. Først når denne er endt, og livsenhedernes små organismer er dræbte, begynder den egentlige fordøjelse. Men nu må man ikke tro, at denne fordøjelse gælder de små dræbte organismer, nej tværtimod, disse opløses på ganske naturlig måde som alle andre lig ved en – forrådnelsesproces, – lig kan ikke "fordøjes", men de nævnte dræbte organismer indeholder en vis procentdel af de livsenheder, der er så langt tilbage i udviklingen, at deres liv og velvære betyder optagelse som næring i en organisme. Disse kan derfor ved denne optagelse ikke dræbes, men får i stedet for i kraft af denne netop livsbetingelser. Vi har således her med to former for livsenheder at gøre, og vi vil derfor af praktiske grunde kalde de første for "A-livsenheder", og de sidste for "B-livsenheder". A-livsenhederne er altså dem, hvis organismer dræbes, og B-livsenhederne dem, hvis organismer får liv ved optagelse som næring i en organisme. Gennem forrådnelsesprocessen af "A-livsenhedernes" organismer frigøres de i disse indkapslede "B-livsenheder". Disse bliver så i levende tilstand af det væsens fordøjelsesorganer, i hvilke de er optaget som føde, ført til de områder og lokaliteter i samme væsens organisme, i hvilke de hver især særligt kan finde livsbetingelser. "A-livsenhedernes" dræbte organismer bliver derimod af fordøjelsesorganerne ført ud af organismen igen. Og det er disse ligrester eller stinkende produkter, vi kender som "afføring".
      De animalske produkter er således i virkeligheden kun indirekte føde, idet det kun er disse livsenheders livsenheder, der er direkte føde. Og for at få disse sidste livsenheder frigjort må de første altså dræbes. Og det er givet, at en ernæring, der er baseret på denne drabsproces, er langt tungere eller besværligere end en ernæring, hvor denne ikke behøves. Her må man naturligvis tage individets udviklingstrin i betragtning. Går vi f.eks. ned til rovdyret, da vil man se, at dette dyrs organisme i særlig grad er baseret på og opbygget til befordring af nævnte proces, men alt eftersom man når frem i udviklingen bliver organismerne mere og mere forfinede, taber i tilsvarende grad mere og mere deres evne til at befordre nævnte proces. Hos mennesket er nævnte evne i meget stærkt stigende grad degenererende. Dette vil altså betyde, at alt eftersom det udvikles, får den dræbende proces større og større vanskeligheder ved at fuldbyrdes gennem dets organisme. Dette har så igen bevirket, at det har opfundet andre veje, ad hvilke den nævnte proces kan befordres. Den mest fundamentale eller omfattende af disse er netop – kogningen. Ved kogning af produkterne sker der netop dette, at A-livsenhederne dræbes, og kun B-livsenhederne bliver tilbage, idet disse i stor udstrækning er uberørt af kogningen. Når menneskene i dag koger deres mad, er det således for at fritage deres organismer for at foretage den dræbende proces. Denne fritagelse betyder altså en lettelse for organismen. Mennesket føler, at det ikke har nær så besværligt ved at "fordøje" de kogte som de rå produkter. Det har opdaget, at kogningen gør produkterne "møre". Denne "møre" tilstand skyldes altså kun dette, at "A-livsenhederne" er dræbte allerede inden de spises eller optages som føde i organismen. Men dette forandrer jo ikke kendsgerningen, at det alligevel er lig, der bliver spist, og at de livsenheder, der er levende og derfor udgør den sande næring for organismen, som før nævnt kun kan udløses eller frigøres ved disse ligs forrådnelse eller opløsning. Da denne forrådnelsesproces, foruden at frigøre "B-livsenhederne", ligesom alle andre forrådnelsesprocesser er en kombination af alle de for organismen nedbrydende og skadelige stoffer, vil en sådan i en permanent tilstand heller ikke i længden kunne være uden skadelige virkninger på en fremskreden organisme. Udviklingens mål er derfor også at føre individerne frem til en tilstand, hvor de mere og mere kan indtage "B-livsenhederne" direkte og ikke indirekte, eller gennem en forudgående forrådnelses- eller opløsningsproces af lig, ved hvilken organismen samtidigt i tilsvarende grad permanent må være en giftbrønd, kloak eller opholdsplads for alle dødbringende eller livsnedbrydende skadelige materier, stofarter eller vibrationer.