Den ideelle føde
23. kapitel
Hvorfor den vegetariske føde er sundere næring end den animalske
I henhold til ovennævnte vil man i den ny verdenskultur mere og mere komme ind på spørgsmålet:
den ideelle føde.
Da alt, hvad vi således nødvendigvis må komme i berøring med af stoffer eller materie, er levende, og vi ved vort samarbejde med disse stoffer kan påføre disse livsenheder lidelse og smerte eller naturlig udvikling og lykke på samme måde, som vi ved vort samarbejde med de ellers anerkendte og fysisk synlige, levende væsener eller medvæsener kan påføre disse lidelse eller lykke, skal jeg her påpege de stoffer, hvis livsenheder får naturlig udvikling som næring i den menneskelige organisme, og dem, hvis livsenheder får en unaturlig udvikling ved samme proces.
Som jeg allerede tidligere har nævnt, udgør den vegetariske føde en vibrationstilstand, der af naturen er tilpasset den menneskelige organismes egenvibration, medens den animalske føde med undtagelse af mælk udgør en vibrationstilstand, der i udviklingen er for nær inde på den menneskelige egenvibration.
Dette vil igen sige det samme som, at der mellem den vegetariske fødes livsenheder og den livsenhed, som udgøres af det samlede menneskelige væsen eller individ er en tilpas afstand i udviklingen.
Derved bliver det samme individs egenvibration den vegetariske vibrationstilstand tilstrækkelig overlegen.
Der bliver således ikke nogen særlig for den menneskelige organisme unaturlig modstand at overvinde ved omdannelsen af de retmæssige vegetariske produkter til næring.
Ganske anderledes forholder det sig med den animalske føde, hvis livsenheder jo befinder sig længere fremme på udviklingsstigen og altså kommer det menneskelige væsens identitet som livsenhed nærmere.
Som følge heraf repræsenterer denne føde eller disse stoffer en tilsvarende kraftigere eller grovere vibrationstilstand end de vegetariske ernæringsmidler.
Da den menneskelige organisme i følge sin udvikling er nået så langt frem, at den er tilpasset eller afstemt efter den vegetariske vibrationstilstand, kommer en vibrationstilstand, der er grovere eller forholdsvis stærkere end denne, således til at udgøre en modstand for den menneskelige organisme.
Samme organisme er jo i virkeligheden vokset fra rovdyrets trin og har ikke en organisme, der som dette væsens er bygget op til udløsning af en så stærk vibrationstilstand, at den animalske føde ikke er en unaturlig modstand.
Men lad mig i samme forbindelse bemærke, at selv om den animalske føde passer for rovdyret, forhindrer dette dog ikke, at livsenhederne i samme føde oplever drab og lemlæstelse ved optagelse som næring i nævnte dyrs organisme.
Men det er jo netop også denne omstændighed, der udgør en af de store faktorer, der gør rovdyrets zone til et lavere tilværelsesplan, til en ufuldkommen oplevelse af livet.
Og i samme grad som mennesket repræsenterer samme trin, er dette jo også udtryk for ufuldkommenhed.
For menneskets vedkommende er den animalske føde altså for modstandsdygtig.
Dette bevirker så igen, at mennesket for at fordøje nævnte føde må udløse et kraftoverskud, som det i virkeligheden grundet på sin udvikling hverken sjæleligt eller legemligt mere er i stand til uden på bekostning af sundheden eller den for dets udviklingstrin normale tilværelse.
Og det er reaktionen af frembringelsen af dette evindelige kraftoverskud, denne permanente overbelastning af organismen, der som tidligere nævnt ligger til grund for alle organiske sygdomme.
Ganske vist er mennesket endnu ikke så langt fremskredent, at det kan indtage en sådan vegetarisk ernæring, at det gennem denne helt kan garanteres sygdomsuimodtagelig,
men den vegetariske føde vil, selv i sin groveste form, dog nedsætte sygdomsprocenten ganske betydeligt og give et anderledes kraftfuldt, sundt og legemligt velvære end den animalske, og vil således være en af de uundgåelige hovedfaktorer i vejen mod en skønnere, renere og klarere oplevelse af livet.
Den er det uundværlige adgangskort til en forklaret tilværelse.