Vi er nu nået så langt frem i analysen af materien, at vi er kommet til erkendelse af, at denne eller stofferne er liv eller udtryk for levende væseners manifestation. De er hver især udtryk for en bestemt art af energi eller vibration. Guld, sølv, kobber og jern eller alle metaller har således hver især sin særlige vibration, ligesom kød, blod, safter, syrer, sukker, salt, frugter, rødder, kerner, blade, stilke osv., osv., hver har sin. Da mennesket i kraft af sin identitet som "livsenhed" også udgør en partikel af et "stof" sammensat af alle jordiske mennesker tilsammen, har dette "stof" naturligvis også sin særlige vibrationsart. Denne vibrationsart har vi så nær inde på livet, at vi ikke her, som ved vibrationerne fra de almindelige stoffer, fysisk er udelukket fra at se detaljer, men ser netop disse i alle enkeltheder. Detaljerne i den vibrationsart, som udstråler fra det stof, i hvilket mennesker er livsenheder, er således alle de af den menneskelige bevidsthed skabte ting og traditioner, såsom: huse, broer, dæmninger, kraftmaskiner, kunstværker, klæder, smykker, samt foreninger, sekter, kulturer, moder, sæder og skikke osv. – Alle disse realiteter udtrykker forskelligartede stærke og mindre stærke vibrationer, der tilsammen nødvendigvis må repræsentere en bestemt kraftstandard, hvilket igen vil sige en bestemt målenhed for energi eller vibration. Denne målenhed udgør for et tilstrækkeligt overliggende bevidsthedslag, f.eks. sådanne, som tilhører klode- eller planetvæsener, "stof". For det jordiske menneske selv udgør den naturligvis ikke "stof". Det skal jo ligeså langt ned i udviklingsskalaen under sig, som de selv befinder sig under planetvæsenernes plads i samme skala, før det begynder at betragte tingene som stof. I samme forbindelse kan det bemærkes, at det "stof", som udgøres af den samlede jordiske menneskeheds manifestation, og i hvilket mennesket er "livsenhed", er jordens hjernemasse. Verdenskulturerne med tilhørende religioner, der passerer hen over kloden, er jordens hjernefunktion, er jordens "tanker". Disse kulturer er de energimængder, ved hvilke den former sin påvirkning af sine "medvæsener", hvilket vil sige andre planetvæsener, andre kloder. Men her er vi ved grænsen af det for mennesket opnåelige "kosmiske syn". Hvad jorden "meddeler" et af sine medvæsener eller til en anden planet, kan vi ikke sanse, thi forudsætningen herfor er jo baseret på det stykke i udviklingen, som jorden er foran os, og som vi endnu ikke har tilbagelagt. Vi kan lige nå svagt at skimte dens "meddelelse" så meget, at vi kan konstatere, om den er "ond" eller "god". Vi kan således mærke, om den er "hidsig". Verdenskrige er således "hidsighedsudbrud" af jordkloden. Men hvilken planet, hvilket "medvæsen" for jordkloden, sådanne udbruds energimængder er rettet imod, hører ind under et helt andet emne, og jeg skal derfor ikke her gå videre i disse detaljer.
      Når jeg i det hele taget er kommet ind på nærværende problem, er det for at vise, hvorledes de små væsener er afhængige af de store, og de store afhængige af de små. Ligesom jorden under sit "hidsighedsudbrud" i 1914-18 led umådelig meget, fik mange af sine hjerneceller (mennesker) dræbte, andre lemlæstede, eller kort sagt fik store dele af sin "hjernemasse" (det jordiske menneskesamfund) ødelagt eller i uorden, således får et menneske også store dele af sin hjernemasse i uorden gennem dets hidsighedsanfald. Her bliver ligeledes mange livsenheder i dets hjerne dræbte eller lemlæstede. Da hjernen normalt er sædet for den fysiske livsfunktion, bliver denne funktion nødvendigvis i tilsvarende grad undermineret ved ethvert hidsighedsanfald. Dette medfører så igen disharmonier i selve oplevelsen af livet for det pågældende individ, kan endog forgifte selve blodet. Gennem dette ser vi altså, at der fordres et vist sammenspil mellem stoffet og det individ, som benytter stoffet som materiale for sin manifestation. Dette vil igen sige, mellem stoffets egenvibration og individets egenvibration. Ved et hidsighedsudbrud kolliderer disse to vibrationer med hinanden, og disharmonien opstår. De nævnte vibrationsarter passer ikke sammen.
      Ethvert levende væsen har således med to generalformer for vibration at gøre: dets egenvibration og stoffets egenvibration. At skabe og udnytte sin manifestation på basis af harmonien mellem disse to vibrationsarter er det højeste formål indenfor ethvert tilværelsesplan. At leve på denne harmoni er kulminationen af lykke i enhver af tilværelsens seks generalformer for oplevelse af livet. (Se Livets Bog.)
      Vi er hermed kommet igennem de med den ideelle føde forbundne sværeste analyser. De har muligvis for en del af læserne været lige så kedelige, som de måske netop har været svære. Men for de læsere, der har haft energi til og interesse for at sætte sig tilstrækkeligt ind i disse og derved fået den rigtige opfattelse af problemerne, vil samme opfattelse nu give adgang til at forstå underbygningen af de efterfølgende analyser af den ideelle føde indtil en sådan grad, at nævnte analyser for de samme væsener bliver til videnskab eller kendsgerninger.