Den ideelle føde
20. kapitel
Når "levende" ting betragtes som "døde"
Da alle levende væsener i form af livsenheder er "stof", og alt stof i form af "livsenheder" er levende væsener, vil en absolut livløshed således være en umulighed i verdensaltet. Men da livløshed er en umulighed, vil absolut "døde ting" også være en umulighed. Men når "døde ting" er en umulighed, vil der absolut opstå disharmoni i sådanne felter, hvor et individ netop betragter "levende ting" for at være "døde" og nødvendigvis kommer til at handle derefter. Og det er denne abnormitet, der i alt for høj grad er gældende i de felter, hvor det jordiske menneske har med stof eller materie at gøre, og særligt der hvor det skal vælge stofferne for sin ernæring og vedligeholdelse af sin organisme. Og på basis af denne illusion kommer det til at "synde" eller handle forkert såvel mod sig selv som mod de små væsener eller livsenheder i stofferne eller dets nydelsesmidler. Jeg skal derfor senere komme ind på at påpege den materie eller de stoffer, der består af livsenheder, der i særlig grad har hjemme i den menneskelige organisme, hvilket vil sige: i særlig grad får – ikke en lemlæstende eller dødbringende, men en fuldkommen eller naturlig tilværelse ved at blive optaget som næring i nævnte organisme, og hvorved der for det pågældende menneske opstår en ufejlbarlig vej ud af den hedenskabets mørke barbarisme eller de dræbende traditioner på ernæringsområdet, som gennem nærværende bog er blevet påvist som udgørende den dybeste årsag til modsætningen af al absolut sundhed eller til den glæde og lykke, der nødvendigvis må være en af grundpillerne i en gennemført fred på jorden.