Med hensyn til de jordiske mennesker, da har de gennem religioner, visdom og videnskab i forbindelse med selve de øvrige foreteelser i livet i de sidste århundreder gennemgået en stærkt stigende udviklingsproces. Navnlig har dette bevirket en fremragende intelligensudvikling hos individerne. Denne intelligensudvikling har udvidet deres sansehorisont og givet dem herredømmet over kræfter og realiteter, de før ikke havde nogen anelse om. Da dette nye herredømme jo er det samme som en forøgelse af den såkaldte "fri vilje", er denne jordmenneskets "fri vilje" således blevet hævet et stykke op over den almindelige tilvante primitive dyriske form for "fri vilje". Medens denne sidstnævnte form for vilje i størst udstrækning er eller bliver dirigeret af instinktmæssige anlæg, er den førstnævnte vilje nu i stor udstrækning overgået til at blive dirigeret af intelligensmæssige anlæg. Det jordiske menneske har således indtil en vis grad hævet sig op over det almindelige dyrerige ved en erobring af omfattende nye åndelige eller sjælelige terræner. Men i samme grad som mennesket således er kommet ind på nye åndelige områder og benytter intelligens i stedet for instinkt, er instinktet naturligvis i samme grad overgået til degeneration, thi det er nemlig en ubrydelig naturlov, at de dele ved en organisme, såsom organer, lemmer, sanser osv., som ikke bliver benyttet, sluttelig bliver ubrugelige, degenererer, for tilsidst gennem de forskellige efterfølgende inkarnationer helt at opløses og forsvinde og kan altså absolut kun opretholdes ved at blive benyttet. Idet dyrets fremragende og udviklede instinkt således er degenereret hos mennesket, og dette instinkt var basis for evnen til at føle den absolut normale sult og tørst, er det jordiske menneskes evne til at føle denne således i tilsvarende grad også degenereret.
      Hvis det jordiske menneskes organisme samtidig med dets udvikling ud af dyreriget ikke var blevet forfinet, men derimod var blevet ved med at være lige robust, og det dermed kunne være blevet ved med at indtage den tilvante grove, dyriske føde, da ville dets vanebevidsthed kunne have frelst det, idet der da ikke ville være blevet nogen forandring i dets levevis. Men organismen er som før nævnt netop forfinet og kræver tilsvarende forfinede stoffer for sin vedligeholdelse eller eksistens. Men idet det jordiske menneske i sin udvikling således er kommet ind på områder, hvor dets organisme ikke mere i samme grad som før tåler den gamle dyriske føde, men kræver nye og forfinede produkter for sin ernæring, og dets instinkt på disse nye områder fremtræder i degenereret tilstand, kan dette ikke mere garantere individets begær efter eller valg af den rigtige føde således som i de gamle områder. Og individet må da med sin intelligens søge at komme til klarhed over, hvilke fødemidler der vil være at udtrykke som de retmæssige for dets organismes nuværende udviklingstrin. Men da intet ved en organisme kan fødes voksent, men kun kan blive brugbart ved en gradvis udvikling, kan en intelligens heller ikke fødes voksen, men må udvikles. Da intelligens igen kun kan udvikles ved erfaringer, må det jordiske menneske således i de områder, hvor det har hævet sig ud over at blive ledet af de gamle dyriske instinkter, erfare sig til de rigtige realiteter. Men erfaringerne opstår jo på basis af fejltrin, og det jordiske menneske befinder sig således i en zone i udviklingen, hvor det netop, begrundet på sit svigtende instinkt og sin endnu mangelfulde intelligens, begår en umådelig masse fejltrin. I kraft af sin fremskredne frie vilje kan det selv vælge, hvad det vil spise og drikke, men har altså hverken instinkt eller intelligens til at vælge det absolut fuldkomne eller det for organismens udviklingstrin absolut tilpassede. Det kommer derfor i overordentlig stor udstrækning ikke alene til at vælge fødemidler, der kun i det store og grove kan siges at være fødemidler, men det vælger endog realiteter, der absolut ikke er fødemidler. Men at optage i en organisme fødemidler, der ikke er tilpasset til denne organisme, skaber jo disharmoni i denne. Da disharmoni i en organisme kun kan udløse sig i sygdom eller smerte, er det forståeligt, at dette indenfor den jordiske menneskehed har affødt sådanne realiteter som "medicinmænd", "kvaksalvere", "kloge mænd" og "kloge koner", "naturlæger", "læger" osv., der alle er udgørende mere eller mindre heldige reparatører af de underminerede og overbelastede organismer. Endvidere er det de samme omstændigheder, der får den betrængte menneskehed til at klamre sig til det utal af "patentmediciner", der så frodigt florerer, eller til enhver form for pulvere og væsker, blot disse har fået påklistret etiketten "medicin", ganske uanset hvor farlige og underminerende for organismen de i følge en kosmisk analyse så end måtte være. Ligeledes har man opdaget eller opfundet bedøvende midler, der ganske vist stiller midlertidige smerter, men derved i virkeligheden undergraver organismens tilkendegivelse af giftstoffernes nærværelse i organismen og dennes kamp eller modstand overfor disse. Det er givet, at en livsform eller tilværelse, der således i form af unaturlig mad og drikke befordrer en permanent opsummering af giftstoffer i organismen, og dernæst i form af "medicin" befordrer en anden opsummering af giftstoffer, der måske nok i visse tilfælde kan bøde på virkningerne af de første, men så til gengæld i mange tilfælde efterlader helt andre skadelige eller uhelbredelige virkninger, tilsidst underminerer selve individets højeste skabeevne eller det i "Livets Bog" omtalte "X2". Ifølge evige kærlighedslove kulminerer denne underminering i en katastrofe. Denne katastrofe er ganske vist i sin egen natur forfærdelig og fremtræder som den allerhøjeste eller mest indgribende erfaringsoplevelse, der eksisterer, men til gengæld standser den netop i kraft af sin stærke virkemåde fuldstændig undermineringen og bringer derved individet tilbage til det normale eller naturlige med vilje og kraft til aldrig mere indenfor dets nuværende udviklingsspiral at komme bort fra de normale eller guddommelige veje på ernæringsområdet.
      Den nævnte katastrofe udløses altså i kraft af den omstændighed, at individet for en tid helt har sat sin skabeevne over styr og derved i værste tilfælde gennem flere inkarnationer ganske er ude af stand til at skabe et fuldkomment eller normalt fysisk legeme, og må derfor i sådanne perioder fremtræde på det fysiske plan som tilhørende de væsener, vi udtrykker som "åndssvage". Her må man erindre, at i følge "Livets Bog" betinges individets nuværende fysiske fremtræden af tre sæt arvelighed i form af medfødte anlæg, nemlig – dets egne anlæg fra en tidligere tilværelse – og dets nuværende faders og moders anlæg, som jo til en vis grad er til stede i dets fysiske legeme. Medens faderens og moderens anlæg eller tendenser i en vis udstrækning dominerer dette i barnealderen, for derefter at tage af henimod trediveårsalderen, så dominerer individets egen arvelighed eller medfødte tendenser fra en tidligere tilværelse dets legeme fra nævnte alder og videre frem til og gennem døden. Og det er denne arvelighed fra en tidligere tilværelse, der er afgørende for normaliteten i individets nuværende fysiske inkarnation. Men dette problem er for omfattende til at kunne udredes her, og jeg må derfor angående studiet af dette venligst henvise læserne til mit hovedværk "Livets Bog".