Gennem det før beskrevne symbol har vi fået indblik i det levende væsens livsprincip og er gennem dettes analyse kommet til den fineste absolutte definition, materien eller stoffet i tilværelsen kan inddeles i, nemlig "livsenheden". Livsenhederne er altså et hvilket som helst stofs grundanalyse. De er al materies højeste findeling og udgør således tilværelsens eneste absolutte – urstof.
      Men da dette urstof i form af levende væsener eller selvstændige partikler af selve livet eller "det levende" i verdensaltet udgør den skabende basis i alt, hvad der kan manifesteres og sanses, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos, er verdensaltets identitet som et altomfattende ocean af liv gennem livsenhedens princip garanteret som en evig uforanderlig kendsgerning.
      Det er denne kendsgerning, der åbenbares i enhver form for bevægelse, i enhver form for forvandling, i enhver form for skabelse. Det er på denne kendsgerning, at "tidens tand" såvel som et ligs opløsningsproces er baseret. Hvis stoffet ikke var liv, ville en evig stilhed være verdensaltets sande grundanalyse, ingen som helst bevægelse ville være mulig. Men uden bevægelse ingen manifestation, og uden manifestation ville verdensaltet være identisk med en evig absolut død. Et evigt "intet" ville da have været i stedet for det nu eksisterende liv, der som en kendsgerning i form af livsenheder eller levende væsener funkler og stråler som identisk med alle ting, og i hvilket alle ting leve, røres og ere.