Den ideelle føde
18. kapitel
"Indre" og "ydre" betingelser for livsenhederne eller mikrovæsenerne i vor organisme såvel som for os selv
Ligesom de livsenheder, vi kalder mennesker, dyr og planter, for at kunne manifestere sig eller opretholde livet kræver visse særlige "indre" såvel som "ydre" betingelser, således kræver de små livsenheder, der fremtræder for os i form af stof eller nydelsesmidler, også "indre" og "ydre" betingelser for deres fuldkomne eksistens.
For menneskenes, dyrenes og planternes vedkommende udgør de "ydre" betingelser: det univers, den natur, de lever i, hvilket igen vil sige, den klode, de befinder sig på, de naturkræfter, de er omgivet af, det klima, den åndelige atmosfære eller alle de realiteter, der tilsammen udgør den "organisme", i hvilken de nævnte væsener netop oplever livet.
De "indre" betingelser for de samme væsener vil derimod være harmonien mellem de livsenheder, der i form af organer, celler, molekyler osv. oplever livet i deres legemer, samt indførelsen af de rigtige livsenheder eller levende væsener, der i form af stof eller materie skal være materiale for de samme legemers vedligeholdelse.
For livsenhederne i vore nydelsesmidler udgør de "ydre" betingelser ligeledes: det "univers", de "naturkræfter", den åndelige atmosfære eller alle de realiteter tilsammen, der udgør de organismer, de lever i, men kun med den forskel, at medens disse her nævnte realiteter for menneskenes vedkommende henholdsvis udgøres af det almindeligt kendte univers, de kendte naturkræfter og deres religiøse eller kulturelle standard, så udgøres universet for de nævnte små væseners vedkommende af de menneskers, dyrs og planters legemer, i hvilke de befinder sig.
Det blodomløb, den fordøjelse, den forbrænding, der finder sted i de nævnte legemer, vil således være de små væseners "naturkræfter", medens den kulturelle standard for de samme væsener jo bestemmes af den højde i udviklingen, under hvilken de organismer er henhørende, i hvilke de befinder sig, hvilket altså igen vil sige: de samme organismers henhøren under planter, dyr eller mennesker.
De "indre" betingelser for de små væsener eller livsenhederne i nydelsesmidlerne er naturligvis også, at de får den rigtige ernæring, de rigtige "omgivelser", men det kommer kun til at berøre os i sådanne tilfælde, hvor vi i form af mad og drikke har indført de af de samme livsenheder i vor organisme, der ikke hører hjemme der, og derfor i denne ikke kan få de for dem gældende livsbetingelser opfyldt, men får en unaturlig, syg og dødbringende tilværelse.
Ved indførelsen af sådanne livsenheder i vor organisme opstår der disharmonier i denne, der undertiden kan blive så stærke, at de til sidst helt gør denne uskikket til at være univers eller bolig for de livsenheder, som i realiteten hører hjemme der, og hvorved denne derfor på unaturlig måde må gå til grunde.
Disse disharmonier vil være at udtrykke som identiske med de i den daglige tilværelse forekommende livsfarlige organiske sygdomme.
For mennesket bliver det altså af stor vigtighed i form af fødemidler at indføre de rigtige livsenheder i sin organisme eller legemskultur.