Da alt stof således i sin højeste analyse er "livsenheder", og vor ernæring, vort kød og blod, den luft, vi indånder, ja vort skelet, vore negle og hår i realiteten også består af "livsenheder", ligesom materialet for vore klæder, sko, vore møbler, huse, redskaber osv. består af hærskarer af milliarder af "livsenheder", må man naturligvis indtil en vis grad lære at kende disse "livsenheders" så at sige "daglige liv og færden", for derigennem at få den absolutte viden om vor egen tilværelses harmoni med det øvrige liv i verden. Thi uden kendskab til de nævnte "livsenheders" manifestation og livsbetingelser vil vi f.eks. ikke kunne vide, om "livsenhederne" i den mad, vi spiser, påføres drab og lemlæstelse, eller de påføres liv og udvikling ved denne vor berøring med disse. Der findes nemlig som tidligere omtalt "livsenheder", hvis optagelse som næring i organismer betyder naturlig udvikling og liv, ligesom der er andre "livsenheder", for hvem samme optagelse betyder død og lemlæstelse. (Ved død må her naturligvis ligesom overalt i mine bøger kun forstås en tilintetgørelse af det levende væsens legeme, ikke af dets jeg, thi dette er jo evigt uforgængeligt, og en absolut død dermed umulig.)
      Mennesker, der i form af føde- og drikkemidler opsummerer i sig "livsenheder", for hvem denne opsummering betyder ulykke, død og lemlæstelse, påfører sig jo her et "synderegister", der talmæssigt betragtet er af sådanne dimensioner, at det ellers kendte "synderegister", som de gennem religionen, kirken og præsten beder om tilgivelse for, i forhold hertil er for intet at regne. Det kan her højst dreje sig om nogle hundrede individer, som hver især i deres daglige omgivelser på en eller anden måde har forsyndet sig imod, medens tallet på de "livsenheder", de gennem fejlagtig ernæring forsynder sig imod, tæller milliarder. Ganske vist er der her i sidstnævnte tilfælde kun tale om mikroskopiske væsener. Men i de evige fakta, overfor den guddommelige eller kosmiske bevidsthed er "én dag for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag", følgelig er mikrokosmos for den samme bevidsthed lig makrokosmos. De evige love gælder i det små som i det store. Det femte bud udtrykker ikke, at man gerne må dræbe små væsener. Resultaterne af dette massemyrderi af "livsenheder" ved fejlagtig ernæring udebliver da heller ikke, men bevirker, at hele den jordiske menneskehed ikke er sund, men i stor udstrækning er en samling mere eller mindre i form af organiske sygdomme livsfarligt sårede og lemlæstede individer, der på hospitaler, klinikker, lazaretter udløser deres sidste kraftanstrengelser for at tilbageerobre det, i form af sundhed, liv og førlighed, tabte land.
      Den samme menneskehed råber til himlen om "nedrustning", om "afskaffelse af krig", om "en evig fred". Men hvorledes skal sådanne realiteter kunne fuldbyrdes af individer, af enheder, der i sig selv er udløsende sprængstof mod al harmoni med fredens basis. En verdensfred kan ikke bæres eller opretholdes af individer, hvis eget indre i sig selv er en valplads for massemyrderi, krig og lemlæstelse og således udgør koncentrationen af al kontrast til selve livets varme eller den evige kærlighed. En varig fred kan individet aldrig komme til at opleve udadtil, før det har rodfæstet denne indadtil i sit eget indre, i sit eget legeme eller i det "univers", i hvilket det selv er guddom.
      Når individet når frem til at vælge de nydelsesstoffer, for hvis "livsenheder" det er en livsbetingelse at blive optaget som næring i en organisme, da aftager massemyrderierne i dets legemskultur, da ophører dets sygdomme, da skaber det i bogstavelig forstand "verdensfreden" i sit eget bryst og får den karma eller skæbne til gode: selv at komme til at leve i fredens zone udadtil. Kun sådanne individer kan udsende de vibrationer eller energier, af hvilke en fundamental verdensfred kan opstå.