Hele verdensaltet, alt hvad der kan sanses eller iagttages, er i følge den højeste okkulte analyse levende. Men alt liv har to sider, nemlig "stofsiden" og "livssiden". Når vi således bliver vidne til noget, vi kalder "stof", er det i virkeligheden noget "levende", vi ser fra "stofsiden". Når vi derimod ser noget, vi kalder "levende" er det i virkeligheden stoffet vi ser fra "livssiden". Således bliver stof og liv identisk, men kan altså fornemmes gennem to principielt forskellige former for sansning.
      Da evnen til at fornemme livet fra "stofsiden" udgør den mest primitive form for sansning, er den almengældende for de levende væsener på de primitive udviklingsstadier. Evnen til at sanse stoffet fra "livssiden" er derimod først fundamental på de højere udviklingstrin, hvor væsenerne har gennemgået den i "Livets Bog" omtalte "store fødsel". For væsener, der ikke fundamentalt sanser livet fra "livssiden", men kun fra "stofsiden", bliver alt liv fremtrædende som "stof" eller "materie". Denne materie er igen identisk med energi, kraft, bevægelse eller vibration. Vibrationerne repræsenterer igen en uendelig verden af variationer, der toner frem for sanserne som farver, lyde, stråler, legemer, kort sagt som alt, hvad vi kender som "skabte ting". Da alt, hvad der kan sanses fra "stofsiden" er bevægelse eller vibration, vil intet herfra være synligt som evigt, men kun som foranderligt. Alt er derfor her timeligt. Hvis man derimod sanser fra "livssiden", bliver alt til liv eller "levende væsener". Da man herfra ikke sanser materien, bliver disse "levende væsener" ikke fremtrædende i former eller legemer, kan ikke udvise nogen foranderlighed. De levende væsener viser sig derfor her som evige realiteter, hvilket vil sige, at de aldrig nogen sinde har begyndt og aldrig nogen sinde kan komme til at ophøre. Da disse evige realiteter udgør de punkter, hvorfra al vibration eller bevægelse udgår, bliver de de eneste absolutte "faste punkter" i tilværelsen. Disse evige "faste punkter" udgør fundamentet for alt, hvad der kan sanses fra "stofsiden". De udgør ophavet til al skabelse. De udgør den evigt levende kerne i enhver organisme og betinger, at denne får identiteten: levende væsen. Det er en sådan væsenskerne, vi gennem "Livets Bog" lærer at kende som "jeget". For den okkulte sansning bliver disse "jeger" eller "faste punkter" således den allerhøjeste og sidste direkte analyse af alt, hvad der kan sanses. Da de udgør selve livet eller "det levende" i altet, vil vi kalde disse punkter for "livsenheder". Disse "livsenheder" kan altså gennem primitiv sansning kun opfattes som "stof", men gennem den højeste sansning bliver dette "stof" synligt som "livsenheder".
      En "livsenhed" udgør altså det levende væsen set fra "livssiden". De "livsenheder", man på jorden har størst kendskab til, er naturligvis dem, der udgør de jordiske mennesker eller dem, til hvilke individerne selv hører. Dernæst kommer dyrene, så planterne og efter dem mineralerne. Medens den primitive eller jordiske sansning i nogen grad indirekte udløser opfattelsen af mennesker, dyr og planter som "levende væsener" eller som her betegnet: "livsenheder", er det betydeligt sværere gennem samme sansning at opleve mineralerne som udtryk for "levende væsener" eller "livsenheder". Disse bliver derimod mere sanset som stof, vibration eller bevægelse. Men efterhånden som mennesket når frem til sansningen gennem "den kosmiske bevidsthed" eller "den hellige ånd" bliver mineralerne eller nævnte stof mere og mere synligt som også udgørende udtryk for "livsenheder". Og det er ud fra dette syn, der således lader alt i tilværelsen fremtræde som "livsenheder", at man kan bevise, at det ikke er de animalske, men de vegetariske produkter, der udgør den naturlige føde for mennesket, ligesom det også er ud fra samme oplevelse, at man kan påvise, at ligbrænding, som jeg i en anden bog har påvist, er skrigende imod naturens love.