Den ideelle føde
12. kapitel
"Tankeprocessen nedenfra" og "tankeprocessen ovenfra"
For at kunne påvise de virkelige forhold mellem det jordiske menneske og den animalske og vegetabilske føde vil det nu være nødvendigt at føre læseren gennem nogle kosmiske eller okkulte analyser. Disse kan muligvis virke noget besværlige for den utrænede forsker, men for den, der har evne, energi og interesse til virkeligt at tænke dem efter, vil de blive et uomstødeligt bevis for denne min bogs urokkelige harmoni med den absolutte kendsgerning eller de virkelige fakta.
      Det er således ikke min opgave at demonstrere de nævnte ernæringskilder i form af kemiske analyser eller under de moderne gængse begreber: "vitaminer", "kalorier", "syrer" osv. Til udbredelse af den form for viden har menneskeheden jo allerede en hel hærskare af dygtige videnskabsmænd. Ligeledes er det naturligvis heller ikke min mission at skrive en serie nye vegetariske kogebøger. Med sådanne begynder verden også at blive velforsynet. Men medens den moderne videnskabelige forskning såvel som kogebøgerne er baseret på eller udgør et resultat af "tankeprocessen nedenfra", er de oplysninger, som det er faldet i min lod at skulle give, et resultat af "tankeprocessen ovenfra" og udtrykker således den højeste okkulte analyse af de nævnte to ernæringskilder, hvilket vil sige analyserne af selve det levende liv i disse.
      Ved "tankeprocessen ovenfra" forstås den højeste sansning eller oplevelse gennem "den hellige ånd", hvor alt iagttages fra "livssiden", medens "tankeprocessen nedenfra" kun udgør oplevelsen gennem de grove fysiske sanser, hvor alt kun ses fra "stofsiden". På denne sidstnævnte form for sansning er den moderne videnskab altså foreløbig baseret, men udviklingen vil føre med sig, at den senere vil komme frem til også at se tingene fra "livssiden", og således blive hævet over de mange illusioner og faldgruber, som sansningen fra "stofsiden" repræsenterer.
      Jeg skal nu gå over til at demonstrere eller påvise tingene fra "livssiden" og dermed give det urokkelige fundament, på hvilket al ernæringsvidenskab og forfatterskab af kogebøger bør hvile.