Da kød- eller blodprodukterne, som læserne i de tidligere afsnit allerede er gjort bekendt med, ikke udgør den naturlige føde for mennesket, vil den føde, der da må udpeges som den retmæssige, kun være at finde indenfor de stoffer, vi udtrykker som "vegetariske". Dette vil altså sige, at menneskets naturlige føde kun kan stamme fra planteriget.
      Nu vil her kunne gøres indvendinger og fremhæves, at planter også er levende væsener, og at deres tilintetgørelse eller anvendelse som næringsmiddel ligeså godt som kødets anvendelse vil være i strid med det store bud: "Du skal ikke dræbe". Og jeg må indrømme, at dette virkelig i nogen grad er rigtigt. Men som det følgende vil vise, er plantevæsenerne ikke så langt fremme i udviklingen på det fysiske plan som dyrene. Dette vil igen bevirke, at de ikke har et så forgrenet eller fintfølende nervesystem som dyrene og som følge heraf ikke oplever smerter i samme forstand som disse. Da det fysiske område af plantevæsenets bevidsthed endnu kun udgør dets "underbevidsthed", har det således ikke nogen dagsbevidsthed på det fysiske plan, og dets definering af lykke og ulykke fornemmer det henholdsvis – ikke som realistiske kendsgerninger, – men derimod allerhøjst kun som behags- eller ubehagsanelse. Planten er således ikke som dyret på et udviklingsstadium, hvor den har en fuldt ud funktionsdygtig dagsbevidsthed på det fysiske plan, der lader dens skæbnes analyser som bevidste rædsels- eller angstbefordrende, lykke- eller vellystbefordrende tankerækker passere revy for dens indre jeg. Som nævnt kan den altså kun fornemme sin fysiske fremtræden i de to definitioner: behags- og ubehagsanelse. Den har ganske vist en dagsbevidsthed, men den fremtræder i forhold til dyrets i mikroskopisk natur og korresponderer i følge "Livets Bog" kun med det sjette tilværelsesplan, nemlig "salighedsriget". Og det er dette riges guddommelige atmosfære, der omsat i fysisk form giver planteriget dets umådelige farvepragt, skønne dufte og behagelige lyde. Planterne er ifølge den højeste okkulte analyse således åndelige væsener, hvis nedstigning i mørket, det materielle plan eller "det dræbende princips" zone, endnu ikke er så fremtrædende, at deres lysende salighedsglorie helt er blevet tildækket eller indhyllet i den grove fysiske materie, men endnu kaster sin guddommelige oplivende glans ud over jordens kontinenter såvel under som over vandene, og er derved omdannende disse umådelige ørkener til et haveanlæg for alt levende.
      Da plantevæsenet ikke er så langt fremme i den fysiske udvikling som dyrevæsenerne og derfor ikke lider det samme ved drab eller lemlæstelse som disse, idet det ikke kan føle angst eller rædsel og ikke realistisk kan opleve smerte, men kun i form af ubehagsanelse, vil det være indlysende, at man ved at dræbe dyr skaber større lidelse end ved at dræbe planter. Men af to onder må man jo vælge det mindste. Og i nærværende tilfælde vil det altså være det mindste onde at dræbe planter. Ved valget af den vegetariske føde vil man således i mindst udstrækning komme til at overtræde det femte bud. Et stort plus vil nævnte valg yderligere medføre, idet den vegetariske ernæring indtil et vist område kan tilvejebringes, ganske uden at der sker drab eller lemlæstelse. Det vegetabilske område indbefatter nemlig i sin højeste instans stoffer, der ligefrem er beregnet på at skulle optages som næring i organismer. Dette vil igen sige, at disse stoffer befinder sig i en sådan tilstand i naturen eller er under sådanne betingelser, at deres optagelse som næring i organismer betyder liv og udvikling i stedet for at betyde drab og lemlæstelse. Det er disse stoffers fremtræden, der skal afløse "det dræbende princip" på jorden og gøre det muligt, at det gamle ord, "den enes død er den andens brød", ikke skal blive ved med at være gældende på vor klode.