Til de store problemer, som er under stærk udvikling, hører spørgsmålet om den ideelle føde.
      At menneskene er under stigende udvikling fra en primitiv grov dyrisk tilstand til en mere fuldkommen eller forfinet form for tilværelse er forlængst blevet en kendsgerning for den udviklede åndsforsker. Ligeledes er det også for det samme væsen en kendsgerning, at jo mere forfinet en organisme er, desto finere vedligeholdelsesmateriale eller næring må denne organisme have. Medens det primitive naturmenneske næsten ugenert kan spise af en skarnbøtte eller nyde fordærvede og stinkende produkter, kan det forfinede kulturmenneske kun nyde såkaldte "friske varer", der helst "uberørt af menneskehænder" er fremstillet under de mest raffinerede hygiejniske renlighedsprocesser. Og dog må det bemærkes, at udviklingen af sidstnævnte væsens ernæringssanser, hvilket i dette tilfælde i særlig grad vil sige dets smagsorganer, endnu langt fra har kunnet følge trop med dets øvrige udviklingstilstand. Det er nemlig ernæringssansernes opgave at fremkalde en naturlig sult og en naturlig tørst. Ved en naturlig sult og tørst må her forstås et sundt eller naturligt tilpasset begær efter de specielle stoffer, som organismen må optage i sig og assimilere for sin absolutte sunde vedligeholdelse. At de jordiske kulturmenneskers ernæringssanser ikke helt skaber naturlig sult og tørst, men derimod i stor udstrækning befordrer hunger efter unaturlige ernærings- og nydelsesmidler, er det utal af organiske sygdomme og svære lidelser, som de samme væsener er befængte med, beviser for. Kosmisk set, er det kun en meget lille procent mennesker indenfor civilisationen, der er absolut sunde. Men her må jo også andre omstændigheder tages i betragtning, såsom deres forhold til klima, motion, søvn, frisk luft, lys, bad og beklædning. Overfor disse realiteter må begæret naturligvis også være sundt, thi i modsat fald nytter det ikke, at individets indtagne fødemidler er sunde. Det kan således ikke nytte noget, at et menneske indtager sund føde, hvis det permanent lever i dårlig luft og lys eller går i altfor tyndt tøj, ligesom det heller ikke nytter noget, at det lever i frisk luft, sundt klima og bærer gode, varme klæder osv., når det i form af fødemidler permanent indtager unaturlige stoffer i sin organisme.
      Oprindeligt er ethvert levende væsen udstyret med organer, der udvikler den normale sult og tørst eller det normale begær efter den for organismen absolut naturlige føde eller efter opfyldelsen af de særlige specielle betingelser, hvorpå dens absolut sunde eksistens er baseret. I al almindelighed er disse organer eller denne ernæringsbevidsthed hos dyrene endnu i renkultur, hvilket vil sige, at de næsten i en hundrede procents grad beskytter disse mod fejlgreb i levevis eller i tilsvarende grad bevirker, at kun de former for nydelse og levevis kan sanses som behagelige, der er de absolut normale for de nævnte væseners udviklingsstandard eller trin. Noget ganske andet er tilfældet med de væsener, vi almindeligvis udtrykker som "mennesker", men som i følge "Livets Bog" ikke er færdigudviklede som sådan og derfor i en vis udstrækning endnu er tilhørende dyreriget. Disse væseners ernæringssanser er i allerhøjeste grad forkvaklede, degenererede og upålidelige. Dette vil igen sige, at de pågældende væsener undertiden kan have en meget stærk hunger eller et endog meget stærkt begær efter mere eller mindre unaturlige stoffer, ja undertiden i en sådan grad, at disse i mange tilfælde ligefrem fremtræder som daglige føde- og drikkemidler.
      Da unaturlige stoffer er det samme som stoffer, der for den menneskelige organisme er mere eller mindre ufordøjelige, hvilket vil sige materier, hvis virkelige indhold af næringsværdi fordrer et altfor stort krafttab for organismen for sin udvindelse, og dels er ganske uden næringsværdi, ligesom de naturligvis også undertiden repræsenterer en kraftudfoldelse, der er altfor stærkt fremtrædende i forhold til organismen og derfor ryster denne helt i sin grundvold, bliver disse den rene gift for denne. Det er givet, at når jordmenneskenes ernæringssanser eller smagsorganer ikke er mere stabiliserede, end at de undertiden kan diktere en daglig eller permanent nydelse af sådanne giftstoffer, må de samme væseners organismer i tilsvarende grad få en sygelig, abnorm eller elendig fremtræden.