Når jeg her har fremført så mange ord direkte til dig, er det, fordi du nu, hvis du læser efterfølgende beretning, vil få din kærligheds evne sat på prøve. Du møder her to veje. Ved din indstilling til nærværende beretning vil du komme til at vandre enten ad den ene eller den anden af disse to veje, hvis du da ikke mener om dig selv, at du ikke udgør nogen kvalificeret dommer over mig, og derfor forholder dig neutral. Hvis dette sidste ikke bliver tilfældet, vil du enten forstå mig og glæde dig over min beretning og vandre ad den vej, der stimulerer alt og alle mod lyset, mod verdensgenløsningen, mod den så inderligt ønskede varige fred på jorden, – eller du vil blive irriteret, intolerant, betragte mig som en mørkets tjener, modarbejde og skade mig og vandrer dermed ad den vej, der fører mod krigen, mod sorgen, mod lemlæstelsen og lidelsen, ganske uafhængigt af hvor du så end religiøst set mener at stå i dag. Du vil da høre til dem, om hvem det vil være rigtigst at sige "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".
      Jeg har med nærværende villet forsøge at vejlede og hjælpe dig til en dybere eftertanke, således at du ikke ganske ubehersket og på forhånd uden noget som helst grundlag eller omtanke skal dømme, kritisere og modarbejde det, du nu vil blive bekendt med.
      Og lad mig endnu engang minde dig om din egen religions store bud "Våger og beder, at I ikke skulle falde i fristelse, ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt". – "Hver den, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder". –