Til mennesker af ovennævnte type er denne min henvendelse ikke skrevet. Skulle denne alligevel på en eller anden måde komme et sådant menneske i hænde, lad mig da med det samme sige til vedkommende:
      "Bliv absolut i den religiøse tro, der for dig betyder livet eller lykken, der af dig menes at være vejen, sandheden og livet.
      Tro endelig ikke, at jeg på et eneste punkt ønsker at føre dig bort fra denne din højeste livsbasis. Jeg ønsker overhovedet ikke at svække et eneste menneskes tro på det, der er virkeligt skønt og ædelt, sandt og derfor kærligt, guddommeligt inspirerende i den daglige tilværelse.
      Men husk, at det vil være en overtrædelse af kærlighedsloven ikke at vedkende dig, at din viden er begrænset, og at du uden om denne begrænsning er omgivet af en zone, hvor du altså ikke kan være "vidende" og derfor nødvendigvis kun kan eksistere som "troende". Uden om dette felt er du igen omgivet af en uendelig zone, der af din komplette hundrede procents uvidenhed eller totale bevidstløshed bliver udgørende den sorteste nat. Hvad denne mørke nat kan skjule i sit skød, ved du intet om. Du kan derfor ikke udgøre nogen som helst autoritet eller retmæssig kvalificeret dommer i bedømmelsen af beretninger fra, eller afsløringer af, dette for dig ganske ukendte terræn. Kun i det lille felt eller område, hvor du står på absolutte matematiske kendsgerningers grund, på absolut selvoplevet viden, kan du tale med.
      Men allerede i det felt, hvor du kun eksisterer som "troende", ophører du med at være kapacitet. Her eksisterer du på, hvad andre har fortalt dig, hvad andre har skrevet. Dette vil altså sige, at her er du kun en discipel, en lærling, en elev. Du er ikke nået til det modne stadium, hvor din uddannelse er fuldendt. Du har endnu ikke opnået dit certifikat, din eksamen, din svendeprøve.
      Men er det ikke mere naturligt og derfor mere kærligt, at eleven erkender denne sin virkelige identitet, der netop udelukkende kun kan bestå i at være den "lyttende" part, end at han i sit væsen foregøgler sig berettiget til at fremtræde som den "bedømmende", som den "belærende" part og således i virkeligheden, om end ubevidst, placerer sig som en "falsk" mester eller lærer? Når den "troende" vil belære den "vidende", er det jo det samme som, at eleven vil belære mesteren. Dette forhold er unaturligt, og alt, hvad der er unaturligt, er ukærligt. Den "troende" synder mod sin egen overbevisning ved at gå i rette med det "vidende" væsen, ganske uafhængigt af, om denne dets handlemåde endog sker i god tro.
      Men er det ikke også derfor, det hedder "dømmer ikke, thi med hvad dom, I dømme, skal eder igen tilmåles?" –
      Den, der virkeligt ved dette, dømmer ikke i felter, hvor han ikke er "vidende". Det tilkommer således ikke det "troende" væsen at dømme. Det kan retmæssigt kun være det "videndes" privilegium.