Omkring min misions fødsel
15. kapitel
Hvad mine venner i virkeligheden blev vidne til
Det var i ovennævnte forvandlede tilstand, at jeg atter indfandt mig hos min belæste ven for at levere hans bog tilbage. Og han, såvel som min kollega på kontoret og alle de øvrige indenfor min daværende og senere opståede nærmere bekendtskabskreds er således vidner til min forvandlede tilstand, vidner til, at et menneske kan komme til viden ad andre veje end de sædvanlige ydre, synlige eller for alle andre uundgåeligt nødvendige. For dem blev det en kendsgerning, at en undergørende oplysningens kraft helt kan overskygge et uvidende menneske, og ganske uafhængigt af bøger eller andres viden og forsken gøre ham til en kapacitet i livets højeste visdom, viden, kendsgerninger eller religiøs oplysning. De er det tyvende århundredes tilskuere til den hellige ånds eksistens. De har fået lov til at se fortidens åbenbaringer gentage sig i nulevende kød og blod, været vidne til, hvordan visdommen bliver til, hvordan livets store facitter, de evige sætninger, de udødelige "Guds ord" inkarnerer i fysisk materie, bliver til "hellige bøger", der kan være åndeligt brød for slægternes generationer gennem tid og evighed. – Måtte de, i taknemmelighed og kærlighed til den evige Fader, stadig ihukomme og retmæssigt forstå, hvad der gennem denne oplevelse er blevet dem beskåret at være vidne til.