Og således gik det til, at jeg en dag som en ganske ubelæst og uvidende trediveårig mand trådte ind til en mig på det daværende tidspunkt ubekendt mand for at låne en teosofisk bog. En kollega på kontoret, hvor jeg var, havde anbefalet mig vedkommende mand, hvis teosofiske bøger han netop studerede. Og ved en samtale mellem denne kollega og mig blev jeg altså gjort opmærksom på denne litteratur. Da der på dette tidspunkt netop lige var vågnet en meget stærk længsel i mig efter åndelig viden, samt en stor trang til at kunne udrette noget mere end lige akkurat dette at skrive tal, var det, at jeg fik interesse for den nævnte litteratur, og blev, takket være min kollega, elskværdigst inviteret hjem til den før omtalte mand.
      Efter en stunds samtale med denne mand forlod jeg atter hans bopæl med en teosofisk bog og med lyden af hans afskedsord endnu klingende i mine øren: "De skal se, De bliver snart min lærer".
      Og som han spåede, således skete det. Jeg fik ikke læst den medbragte bog til ende. Det eneste, jeg husker af det lidet, jeg fik læst, er kun dette, at det foranledigede mig til at meditere på Gud. Og da jeg en aften netop prøvede på dette, skete efterfølgende oplevelse, hvorefter det af rent psykiske årsager blev mig ganske umuligt at fortsætte læsningen af den omtalte bog, ligesom min bevidsthed fra nævnte tidspunkt i sig selv var blevet en uudtømmelig åndelig kilde, der absolut overflødiggjorde ethvert studium af al litteratur.