Fra min tidligste barndom og til en aftenstund i marts 1921 var jeg her på det fysiske plan ligeså uvidende om alt, hvad der kommer ind under begrebet "åndelige realiteter", som et hvilket som helst alment menneske, man tilfældigt måtte udtage fra den store hob. Jeg kendte hverken udødelighed eller genfødelse. Jeg kendte hverken skæbnens love eller dyrenes sande identitet. Jeg vidste intet om kærlighedens autoritet og skabelsens virkelige mysterium, havde endnu ikke nogen som helst realistisk oplevelse af Guddommens personlige nærhed i min egen ånd. Jeg var religiøst set et absolut ubeskrevet blad. Når denne min ubeskrevethed kunne bevares til min modne alder, skyldtes det den, i dette tilfælde lykkelige omstændighed, at min skæbne ikke i noget tilfælde havde ført mig i berøring med nogen som helst religiøs bog eller sekt, ud over hvad der kom ind under den folkekirkelige børnelærdom. Ikke desto mindre var jeg dybt religiøs og nærede en inderlig kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom. Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: "Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation?" og svaret kom altid prompte. I løbet af blot brøkdele af sekunder vidste jeg, hvorledes Jesus ville handle i den nævnte situation. Og dette førte mig frem til Faderen, frem til Guds nærhed. Ved at følge denne guddommelige anordning, der således i enhver situation blev mig anvist, kom jeg ubesmittet, uskadt og frelst gennem alle de besværligheder, fristelser og faldgruber, der ellers mere eller mindre må passeres af ethvert jordisk menneske, der fra moders liv træder ind i verden.