Som man ser, gives der altså situationer, hvor et væsen ved at tie kan skabe de forfærdeligste situationer, og derfor hellere må tale, selv om denne tale ikke kan undgå at skurre i den uindviedes øren som "hovmod", som "selvoptagethed" eller som en "falsk" helteglorie. En sådan situation befinder ethvert væsen, der har oplevet åbenbaringen af den hellige ånd, sig mere eller mindre i. Og da jeg netop har haft en sådan oplevelse, er det også blevet min pligt at tale i stedet for at tie, skønt også jeg derved kommer til at løbe den risiko at blive misforstået af mange. Men trods denne risiko er de begivenheder, der er gjort til kendsgerninger i mit væsen, alligevel af en så betydende natur, af en så tvingende nødvendighed, at jeg føler mig mere i kontakt med den guddommelige hensigt og livets mening ved i nærværende tilfælde hellere at tale end tie, ligegyldigt hvad den uindviede så end måtte mene om denne tale, ligegyldigt hvilke ubehageligheder flertallets misforståelse så end måtte forvolde mig; thi kun legemet kan ihjelslås. Min ånd er urørlig. Og på denne basis skal jeg nu gå over til at berette lidt om det, der satte mig i stand til at skabe den verdensanalyse, igennem hvilken det evige verdensbillede med dets store facitter eller udødelige sætninger fra Bibelen, fra jordens største vise går op som matematiske enheder, og dermed gør livets største sandheder til videnskab, til kunst, til kærlighed.