For et menneske, der er vokset over begæret efter hyldest og beundring, kan det ikke undgås, at det er ubehageligt at skulle tale om sig selv, navnlig når man i samme tale i udstrakt grad ikke kan undgå at være hovedpersonen eller at blive behæftet med en slags helteskær. Men der gives visse situationer, hvor det kan være ukærligt eller stridende imod de guddommelige love at være tavs.
      Sådanne situationer kan vi f.eks. iagttage hos Kristus. Når han føler sig foranlediget til at sige: "Hvo af eder kan overbevise mig om nogen synd", – "lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet", – "jeg og Faderen, vi er ét", – "jeg er opstandelsen og livet; hvo, som tror på mig, om han end dør, skal han dog leve", – så må man dog ikke tro, at disse evige ord var udtryk for nogen som helst form for hovmod eller selvgladhed, ligesom man heller ikke skal tro, at deres ophav svælgede i nydelsen af deres fremkomst. Tværtimod, han vidste godt, at det var udtalelser af denne art, der senere skulle føre ham til korset. Men ordene var udtryk for en sandhed, en virkelig realistisk begivenhed, en åbenbaring, der var et overordentligt stort led i skabelsen af menneskehedens skæbne, og om hvilken begivenhed han jo var den første og eneste, som vidste absolut besked. Han var jo udset til at være den hellige ånds hylster, være den basis, af hvilken den samme ånds verdensfrelsende manifestation i jordzonen betingedes. Men når han alene sad inde med den virkelige realistiske viden om disse åndelige kendsgerningers manifestation, og det ikke på nogen måde har været den guddommelige mening, at disse skulle holdes hemmelige, hvem anden skulle så åbenbare eller meddele dem videre til menneskene, end netop Kristus? – Hvis han havde været så ydmyg eller beskeden, at han havde holdt hele den sandhed, der åbenbaredes i og omkring ham, hemmelig, så ville hans beskedenhed eller ydmyghed være gået over grænsen til det abnorme, blevet til fejhed, blevet til mental slaphed. Og den verdensfrelsende hemmelighed ville med ham være gået i graven.
      Men i denne situation, med en sådan risiko for øje, måtte han tale i stedet for at tie, skønt han i denne tale eller afsløring ganske nødtvungent ikke kunne undgå at komme til at blotte sig selv som helten, som det centrale, som det bærende i hans egen beretning. Men da det jo var en sandhed, der skulle siges, og da han selv var den højeste vidende om denne, var han også den, der selv måtte åbenbare denne for derigennem at vise, hvilken myndighed og magt, der var nedlagt i ham. Og kun "dåren" eller det menneske, der ikke har noget som helst begreb om det faktiske forhold, vil se storhedsvanvid, hovmod eller selvtilbedelse i Jesu ord. Men da der altid er nok af uvidende væsener, og han netop var den eneste ene blandt jordens millioner, der kunne sige disse ord med myndighed, måtte han naturligvis i første instans blive misforstået af mængden, blive anset for gal og ironisk blive "kronet" som "jødernes konge" og yderligere i blind fanatisme blive lemlæstet og korsfæstet af den samme hob.
      Men hans ord blev til en lysglorie, der flammede ud over den korsfæstende og smædende skare og skabte en lysende vej ud af barbariet og primitiviteten, ad hvilken den samme hobs mentalitet den dag i dag føres imod stjernerne. Tænk, hvis han havde valgt at tie. Tænk, hvis han havde været bange for mængdens hån og spot, dens mord- og lemlæstelsestendens. Det verdensfrelsende princip ville dermed være blevet en uigenkaldelig fiasko. Og det store hospitals- og ambulancevæsen, der strækker sin hjælpende hånd ud til alle sårede og syge verden over, såvel i slagmarkernes rædsler som i fredelige hjem, det moderne lov- og retsvæsen, filantropi eller velgørenhedsforanstaltninger og alle øvrige humane foreteelser, der kommer ind under begrebet "kristelig civilisation", og hvis udspring altså kan ledes tilbage til at være identisk med Verdensgenløserens tale, hans bjergprædiken, hans lignelse om den barmhjertige samaritan, ganske uafhængigt af, hvad man så end mener om kirken og præsterne, ville vi i dag ikke have ejet. Hvis Jesus havde været tavs, ville en mørk og trist barbarverden, endnu i større grad end tilfældet er, have hersket fra hav til hav, og virkelig "kristendom" ville ingen steder på jordens overflade have sat noget som helst spor.