Det er ikke så let at forlade »flokkens« mening, dens skik og brug eller dens vedtagne, autoriserede livsopfattelse og moral. Kun den, der kan gøre dette til fordel for en endnu højere moralitet eller livsopfattelse, er ikke mere en »Pilatus«, men en »jødernes konge«, hvilket altså vil sige »en sandhedens fyrste«. Han behøver ikke mere at bortsuggerere dårlig samvittighed med »vaskning af hænder« eller på anden ydre måde betjene sig af syndesforladelsessakramenter. For ham eksisterer der ingen anden indstilling over for Guddommen end denne ene: »Ske ikke min, men din vilje«. Han er blevet inkarnationen af »Guds vilje« og er dermed inkarnationen af sandheden. Og det er i en sådan inkarnation af sandheden, at vi finder det allerdybeste grundlag eller udløsende moment for al »kongeværdighed«, »majestæt« eller guddommelig magtfylde. Begrebet »konge« dækker noget langt dybere og mere fremtrædende guddommeligt end det, almenheden i dag forstår ved det samme begreb. Alle de sidste årtusinders regerende konger, kejsere og fyrster repræsenterer i virkeligheden kun en meget svag afglans af det, der oprindeligt skjulte sig bag tronernes besiddere. »Kongen« er det oprindelige udtryk for verdensgenløserne. Og man forstår således, at de regerende fyrster i dag kun er bærere af den tomme titel. Navnet er det eneste, der er tilbage af den fordum så overjordiske magt og herlighed. Ja, fyrstehusene af i dag er kun gyldne ruinhobe af de fortidige største og altbeherskende åbenbaringer af Guddommen i kød og blod eller i et menneskes skikkelse. I dag er »kongerne«, psykologisk set, kun almindelige mennesker med almenmenneskelige fejl og svagheder, der hos visse majestæter eller kongelige højheder i historien ligefrem har kulmineret i udskejelser, laster og forbrydelser. At kronen, scepteret og kongekåben, der tilsammen udgør symbolet for »det treenige princip«, ikke mere er en urokkelig legitimation for højintellektuel indvielse eller kosmisk viden hos tronens besidder, er derved forlængst blevet en kendsgerning, ja, endog indtil en sådan grad, at man i dag næsten har glemt, hvad en »konge« oprindelig, i absolut forstand, var.
      I dag er en konge kun blevet konge i kraft af, at han var i familie med en konge. Nogen virkelig indvielse, hvilket vil sige: medfødt kosmisk kvalifikation og den deraf affødte kosmiske værdighed, er totalt udelukket og kræves ikke mere. Det er nok, at man er af kongeslægt. Er man søn, broder, onkel, fætter eller nevø til et kongehus eller af fyrstefamilie, er man, uanset begavelse, arving til kongetronen. At man er i familie med en konge giver altså i påkommende tilfælde adgang til kronen, scepteret og kongekåben. Man bliver iklædt dette livets højeste symbol eller det i fysisk materie fremtrædende højeste »billede af Gud«. Fra ens hoved funkler kronens gyldne skær om kap med glansen i dens ædle stene. Er ikke denne strålende pryd det fornemste symbol, der overhovedet findes i fysisk materie? – Er den ikke udtryk for kulminationen af det højeste »noget« i et folks vilje og magt? – Hvem i et folk er højere eller mere suveræn end den af dets individer, der retmæssigt bærer dets kongekrone? – (Her tænkes naturligvis ikke på de nuværende fyrstelige regenter, hvis kongelige værdighed forlængst er undermineret af et stadigt voksende magtsvind, der i tilsvarende voksende grad gør dem mere og mere afhængig af folkets vilje). Men når kongekronen således er symbolet for »det højeste noget« bag magt og vilje, er den jo udtryk for selve jeg'et i det levende væsen eller det, jeg i mit hovedværk »Livets Bog« kalder X1. Kongekronen udtrykker eller symboliserer således, at dens bærer eller kongen er »det guddommelige noget« bag folket.
      Fra kongens hånd funkler og glimter scepteret, der er symbol eller tegn for kongens magt og vilje, hvilket igen i virkeligheden vil sige: hans »skabeevne«. Men når scepteret er udtryk for selve »skabeevnen« i det levende væsen, er det jo udtryk for det, jeg i »Livets Bog« kalder »det skabende princip« eller X2. Scepteret i kongens hånd udtrykker eller symboliserer således, at den retmæssige konge er folkets magt og vilje eller dets skabeevne.
      Endvidere lyser ud over kongens legeme og helt ned ad tronens trin kongekåbens farver, folder og bræmmer og markerer resultatet af hans skabeevne: den kongelige værdighed, hvilket igen vil sige: selve hans særlige, ophøjede, individuelle bevidsthedsstruktur og den heraf følgende standard for villen og kunnen. Men idet kongekåben således er udtryk for resultatet af hans skabeevne eller »det skabte«, udtrykker eller symboliserer den det, jeg i »Livets Bog« kalder X3. Kongekåben udtrykker dermed, at kongen er kulminationen af folkets skabe- eller sanseevne, hvilket i absolut forstand igen vil sige, at kongen er det højeste, folket med sin tanke kan forestille sig. Hvad der er over kongens bevidsthed, kan kun være Guddommen selv og er dermed ganske utilgængelig for kongens sande undersåtter. Kongen er således for de samme undersåtter Guddommens allerhøjeste repræsentation på det fysiske plan. Ingen kommer til Guddommen uden ved kongen. Kongen er Guddommens stedfortræder på jorden.
      Når dertil kommer, som vi lige har set, den omstændighed, at kongen er det »guddommelige noget« i folket samtidig med, at han er dets magt og vilje, bliver han dermed identisk med selve verdensaltets eller universets allerhøjeste analyse, der også er det levende væsens grundanalyse, nemlig: »Det treenige princip«, de tre X'er: jeg'et, skabeevnen og det skabte, der igen henholdsvis i Bibelen er udtrykt som »Faderen«, »Sønnen« og »Den hellige Ånd«. Man forstår således her, at kongen i sin oprindelige bestemmelse og fuldkommenhed var identisk med den absolutte sandhed inkarneret i folket. Kongen var sandhedens åbenbaring i kød og blod.