Men endnu var disse sidste væsener af naturen »konger«. Deres kongelige værdighed var ikke en af folket skænket ydre iklædning af materielt guld og glimmer, guldkrone, scepter og kåbe etc., men en sjælelig modenhed, en kosmisk indvielse i livsmysteriet, som tillod dem at være en mentalt eller bevidsthedsmæssigt suveræn over for enhver form for oplevelse af livet. De var således ikke »konger« i kraft af familieskab og folkets vilje, således som den moderne »konge« af i dag er det, men var »konger« i kraft af en sjælelig, organisk struktur, som alene udviklingen, den totale passage af og den heraf affødte overvindelse af »det dræbende princips« zone kan give. De var »konger«, fordi de udgjorde en livsform, i hvilken den absolutte sandhed var inkarneret som vågen dagsbevidsthed og derved af naturen gjort suveræne. Og i kraft af denne suverænitet var de stadig »konger«, men deres »rige« var ophørt med at være af denne verden. Og verdensgenløsningens åbenbaring af sandheden for folket var dermed kommet ind i en hel ny fase. Den skulle ikke mere åbenbares eller legemliggøres som en altbeherskende, intellektuel, materiel magtfaktor, inkarneret i kød og blod, der kunne tage det intellektuelt blinde folk i hånden og ved sit mere eller mindre højintellektuelle syn føre det frem ad livets bane, indtil det fik et så fremtrædende intellektuelt syn, at det selv kunne se vejens materielle markering og dermed overflødiggøre »kongen« eller den »vejledende fører«.
      Folket er således nu nået frem til selv at være »ét med vejen«. Men »vejen« er ikke den totale oplevelse af livsmysteriets løsning. »Vejen« er, som vi her har set, kun det første stadium i livsindvielsen eller tilegnelsen af nævnte løsning eller »den absolutte sandhed«. Denne »sandhed« kan ikke blive fuldkommen i væsenets bevidsthed ved blot at være en »konges« vejledning eller en genfortælling af et andet væsens oplevelse. Den må også være væsenets egen selvoplevelse af livets struktur i form af konkrete, urokkelige kendsgerninger eller erfaringer. Uden selvoplevelse af denne strukturs detaljer ingen oplevelse af den absolutte sandhed. Det har derfor været de »indviede kongers« opgave at diktere og organisere folkets materielle liv i kontakt hermed, indtil det ved egen indre kraft vågnede op til lyst og hunger efter selv at konstatere kendsgerninger. Og så langt fremme i denne ny fase er folket i dag, at det ikke mere er »kongen«, der er dets rådgiver, dets materielle og åndelige vejleder. I dag er det den eller den doktor eller professor i det eller det, der er den afgørende autoritet. Og da videnskabelige institutter, universitets- og skolepaladser i voksende grad opstår, og der her uddannes sådanne videnskabelige autoriteter eller personligheder i tusindvis, forstår man, at folket mere og mere selv er ved at blive »vejen« og dermed i tilsvarende grad overflødiggør den »indviede konges« diktat eller førerskab angående denne »vej«. Væsenet af i dag har dermed overskredet tærskelen til en ny fase i oplevelsen af livsmysteriet. Denne fase er det andet af sandhedsåbenbaringens eller indvielsens tre stadier.