Folket er nu nået ud over de første former for primitivitet og kan altså selv begynde at være »vejen«. Det har fået så megen indsigt i de rent fysiske foreteelser igennem livene, det har oplevet så mange erfaringer og kundskaber, at det selv kan begynde at opsætte love og paragraffer for materiel tilværelse, for retfærdighed og humanitet. Det har altså til en vis grad fået udviklet en evne, som kun den tidligere »indviede konge« var i besiddelse af. Og vi forstår derfor her, at et folk, der efterhånden mere eller mindre er blevet udviklet til selv at kunne give love og oprette humane foranstaltninger på alle områder, umuligt kan indordnes under et sådant ensrettende, materielt suverænt, bydende væsen som det, den »indviede konge« repræsenterede, og hvorved folkets egen kunnen og viden helt sattes ud af spillet. Lige så god og velsignelsesrig som den »indviede konges« suverænitet og uindskrænkede magt og vilje var for et folk, der endnu ikke selv havde nogen særlig intellektuel evne, hvorfor den kongelige magt ligefrem var uundværlig, lige så ulykkebringende en tvangsforeteelse ville en så uindskrænket kongelig magt af i dag være. Ja, det ville i virkeligheden end ikke forandre sagen, om »kongen« var et »indviet væsen« ligesom de oprindelige »konger«. Folket er mere og mere kommet bort fra det religiøse instinkt, i kraft af hvilket det havde evne til at »tro« på »kongen« og derved tilbede og dyrke ham og til ligefrem slet ikke at kunne undvære ham, idet han gav dem den fulde tilfredsstillelse af deres religiøse hunger. I dag har menneskeheden tilegnet sig en så altdominerende intelligens, at den helt har sat det religiøse instinkt ud af spillet, hvorved væsenerne totalt er forhindrede i at »tro på kongen« eller i det hele taget i at »tro« på kosmiske love og overleveringer. Og da deres intelligens ikke kan løse livsmysteriets love eller højeste sjælelige sandhed, selv om den ganske vist relativt set er fremragende, er sådanne væsener ude af stand til at acceptere den højeste visdom. Hvad skal sådanne væsener med en »konge« af den her skildrede slags? – Det eneste, der her kan være frugtbringende og nødvendigt, er erfaringens vej. Og menneskeheden oplever da også i dag disse erfaringer i rigt mål. Det voldsomme ragnarok, der for tiden går hen over jorden, skal nok afføde sådanne kendsgerninger for væsenets opfattelsesevne, at det kan blive vidende om, hvad der er »godt«, og hvad der er »ondt«, og herefter indstille sin viljeføring på denne viden. Men en sådan kundskabsåbenbaring på jorden, en sådan skabelse af talende kendsgerninger til fordel for sandheden, humaniteten og næstekærligheden, ville aldrig nogen sinde kunne være blevet iværksat eller bragt til udløsning, hvis menneskeheden var blevet ved med at være behersket af »indviede konger«. Deres autoritet og magt ville jo have været en borgen for enhver udelukkelse af krig, terror og den heraf affødte død og lemlæstelse. Menneskeheden ville derved have været afskåret fra selv at opleve den indsigt i mørket, der skal gøre visdommen eller lyset til videnskabelig kendsgerning. Efterhånden som menneskeheden modnedes til oplevelse af mørkets foreteelser, måtte den »indviede konges« materielle magt ophøre, i modsat fald ville den være blevet en hindring for væsenernes videreførelse i deres udviklingsbane eller i opfyldelsen af den guddommelige plan, der skal gøre mennesket til »Guds billede efter hans lignelse«. Og den »indviede konges rige« ophørte med at være af denne verden. Denne verdens »rige« skulle folket nu selv til at regere. Der blev ganske vist ved med at være »konger«, men disse måtte og kunne efterhånden kun blive til foreteelser, der mere eller mindre var »folkets undersåtter«. Det materielle regerings- eller magtprincip vil normalt aldrig mere blive inkarneret som suverænt i et enkelt individ eller en »konge« på jorden. Den guddommelige udviklingsplan har nu ført menneskeheden og hermed flokken så langt frem i materiel fremtræden, indsigt og kunnen, at det nu urokkeligt er eller til sidst vil blive flokken eller folket, der er den absolutte autoritet bag enhver »konge«, bag ethvert regeringsoverhoved. Det »rige«, som en sådan konge regerer, er totalt af »denne verden«. Folket er selv »konge« i dette rige. Denne udskillelse af den materielle kongeværdighed fra det indviede væsens kosmiske eller åndelige værdighed begyndte at blive synlig, da kronregalierne begyndte at bæres af væsener, der ikke var »indviede«, men derimod væsener, der havde folkets skavanker, dets fejl og laster, dets goder og dyder samtidig med, at vi så de »indviede væsener« fremtræde uden krone, scepter og kongekåbe.