Men det var ikke livets mening, at folket eller flokken skulle blive ved med at være en uvidende, primitiv og hjælpeløs hob, der udelukkende kun kunne forme deres liv og eksistens ved ordre eller diktat af en suveræn hersker, selv om denne ganske vist var et i livet og sandheden af Gud indviet væsen. Denne Guddommens »kongelige« førelse af menneskeheden havde da også til hensigt i forbindelse med livets egen tale (lyse og mørke erfaringer) at lade menneskeheden vokse i ånd og kultur således, at ethvert af dens individer engang med tiden selv kunne nå »kongeværdigheden«, blive en inkarnation af sandheden og dermed ligesom »kongen« blive suveræn i intellektualitet og skabelse, blive et »indviet væsen«. Og i samme grad som denne udvikling og vækst i folket tog til, i samme grad måtte »kongen« blive mindre og mindre påkrævet. I samme grad som dette blev tilfældet, blev det ikke længere nødvendigt at lade kongesymbolerne eller kongeregalierne bæres af indviede væsener. Vi ser da også, som allerede nævnt, hvorledes der efterhånden kom til at vise sig almindelige, uindviede, ja, endog undertiden primitive væsener bag kongekåben, kronen og scepteret. Kongen kom helt bort fra det, der var hans oprindelige mission, nemlig dette at være »vejen, sandheden og livet«. Kongen af i dag er i heldigste tilfælde nu kun et symbol på sandheden. Han er ikke selv et væsen, der har kosmisk bevidsthed eller ejer sandheden ved selvoplevelse. Han står under kirken, er underlagt statens religion. Han er underlagt en af de endnu, kosmisk set, regerende virkelige »konger«: Kristus, Buddha eller Muhamed. Han er i dag kun en kosmisk »undersåt« ligesom hvert enkelte individ i hans eget folk. Han udgør ikke nogen »Kristus«, »Buddha« eller »Muhamed«, han er ikke profet, han er ikke verdensgenløser.
      Mens folket under den »indviede konge« både legemligt og sjæleligt totalt blev ført af ham, idet han besørgede al nødvendig tænkning og tilrettelægning af alt vedrørende dets rent sociale liv, dets daglige velvære og fornødenheder, gjorde skel imellem ret og uret, var deres beskytter, var deres største synliggørelse af Gud og til gengæld blev tilbedt og elsket af sit folk, er kongen af i dag helt anderledes stillet. Folket er ikke mere underkastet kongens vilje, men kongen er derimod i dag underkastet folkets vilje. Mens den »indviede konge« på en måde bestemte folkets skæbne, bestemmer folket af i dag kongens skæbne.