Kongen var fysisk, vågen dagsbevidst i denne sin identitet, idet han var et indviet væsen og derfor oplevede sig selv som værende »vejen, sandheden og livet« og dermed værende »ét med Faderen«. Vi har her for os den kendsger ning, at sandhedens første fundamentale åbenbaring på jorden var i form af – ikke videnskabelig eller intelligensmæssige analyser, men derimod i form af et ved udvikling og indvielse ophøjet levende væsen i kød og blod. Dette væsen bar altså i sit hjerte og i sin hjerne som vågen dagsbevidsthed universets og det levende væsens analyse formet til et »billede af Gud«, som dets samtidige mindre intellektuelle eller enfoldige medmennesker kunne fatte og acceptere. Dette »billede af Gud« udgør således det, der oprindelig fundamentalt skjulte sig under begrebet kongen, ligesom de medvæsener, der opfattede »Guds billede« i kongens lysende skikkelse, var hans folk, var hans undersåtter. Og det var denne hans ophøjede identitet som guddommeligt væsen, der symboliseredes ved tronregalierne eller kronen, scepteret og kåben.
      Tronregalierne var således kun en ydre symbolsk iklædning af det kongelige væsen. Under dette højeste ydre materielle symbol skjulte der sig et væsen, hvis bevidsthed var vågen dagsbevidst i den absolutte højeste sandhed, som nævnte iklædning symboliserede. Og kun den, der besad disse kvalifikationer eller denne åndelige kvalitet, kunne være den retmæssige konge. Kongen i denne sin højeste og virkelige fremtræden var således ikke en blot og bar ydre materiel pragt og luksusudfoldelse, således som tilfældet mere eller mindre blev med senere tiders bærere af kongekåben, kronen og scepteret. Den virkelige og retmæssige bærer af de kongelige symboler var en sandhedens lyskilde, var en stedse brændende, livgivende og varmende ild, en evigt rindende strøm af kærlighed og de herfra udgående aspekter: visdom, retfærdighed og ydmyghed. Der bliver således her mening i Jesu ord til Pilatus, hvor han udtrykker sig selv som »konge« i kraft af hans forhold til sandheden og til »dem, som hører hans røst« grundet på, at »de var af sandhed«. Han udtrykte således i virkeligheden over for Pilatus, at han var den »fødte konge«, og de, som var af sandhed og derfor hørte hans røst, var hans »undersåtter«. Han var og er stadig disse væseners højeste autoritet. Han er den for dem tilgængelige højeste synlighed eller åbenbaring af Gud. At Kristi ord til Pilatus om sin egen kongeværdighed og Pilatus' erkendelse af denne værdighed hos Kristus ikke var tom fantasi, men realistisk kendsgerning er vel nok til fulde blevet bekræftet af de efterfølgende århundreder. Millioner og atter millioner af hans »undersåtter« har hele deres liv sværget til denne »konge«, selv efter hans fysiske død. Slægt efter slægt har tilbedt og knælet i bøn og dyb ærefrygt for denne åndens virkelige »fyrste«. Kendskabet til ham blev indgivet dem med modermælken. Og han var i deres tanker og formede deres daglige liv, var deres trøst og hjælp i sorgens stund, var deres midtpunkt og glæde i lykkelige timer, ligesom hans navn vibrerede henover deres læber sammen med deres dødsstunds sidste stille suk. I sandhed, her er vi endnu vidne til forholdet mellem en virkelig »konge« og hans »folk«.
      Og er det ikke den samme ophøjede ærbødighed og fuldstændige, frivillige hengivenhed og trygge underkastelse for sand »kongeværdighed« eller guddommelig åndelig autoritet, der ligeledes har gjort Buddha og Muhamed til »fyrster« af åndelige storområder i jordzonen? – Er disse tre guddommelige væsener: Kristus, Buddha og Muhamed ikke endnu i dag jordens mægtigste og eneste absolutte »konger«? – Hvilken jordisk konge af i dag repræsenterer blot tilnærmelsesvis samme absolutte kongeværdighed, hvilket vil sige: åndelig kvalitet og myndighed? – Og hvem af nutidens konger vil ud over deres fysiske død kunne blive ved med at regere, styre og lede deres folk igennem årtusinder som disse menneskehedens kosmiske førere eller virkelige konger? – Disse kosmiske væsener var de sidste virkelige, suveræne konger i menneskehedens udviklingshistorie. De var de sidste i en række af væsener, der mere eller mindre har levet som verdensgenløsningens og dermed sandhedens absolutte inkarnationer, og i kraft heraf var indviet til at være suveræne førere for menneskeheden. De var alle mere eller mindre »vejen, sandheden og livet«.