Hvorfor gav Pilatus da ikke Jesus fri? – Han havde både magt og ret til at kunne have gjort det. Nej, Pilatus kunne ikke give Jesus fri. Han havde nemlig det tilfælles med alle andre, der møder en stor åbenbaring af lyset, at han havde ret til at give Jesus fri, men i første instans ikke ejede magten til at gøre det. Han var bundet af flokkens eller hobens mening. Han var bange for selv at blive »korsfæstet«. Han blev jo truet med »ikke at være kejserens ven«, hvis han ikke lod Jesus henrette i stedet for Barrabas. Og her er det, at Pilatus bliver forbilledet for ethvert jordmenneske i dets første begyndende møde med lyset, her i dette tilfælde mødet med kristendommen. Er det ikke netop således for ethvert jordmenneske, der møder et nyt moralsk lys, en moralitet, der står langt over flokkens eller det folks moralitet, det selv tilhører, og erkender denne nye moralitet som den højeste, at det befinder sig i nøjagtig den samme situation som Pilatus? –
      At erkende nævnte lys eller moralitet som det absolut højeste er at give samme lys kongeværdigheden. Det er Pilatus' erkendelse af »Jesus som jødernes konge«. Men over for det ny lys eksisterer flokkens mening: den gamle moralitet. Er denne moralitet ikke det samme som »Barrabas«? – Her er væsenet altså ligesom Pilatus stillet over for »jødernes konge« og »Barrabas«. Tør væsenet nu lige straks officielt overgive til henrettelse eller undergang »Barrabas«, hvilket vil sige: flokkens mening, ved helt at sværge til det ny lys, den ny moralitet og dermed »frigive Jesus«? – Nej, det almengældende er, at væsenet giver »Barrabas« fri og »korsfæster Jesus«. Ja, så stor magt havde og har denne tradition, at der måtte rejses tusinder og atter tusinder af autoriserede »renselsessteder« verden over i form af templer, kirker og altre for sakramenter, ved hvilke den moderne »Pilatus« kunne »vaske eller tvætte sig fri« af sin dårlige samvittighed med hensyn til sit forhold til »jødernes konge« og »Barrabas« i sit eget indre.