En dag, når man mindst aner det, vil man i et for formålet gunstigt øjeblik komme til at opleve at se »en i overjordisk ild strålende levende Kristus« komme sig i møde og fuldstændigt tage ens eget, både fysiske og sjælelige, legeme i besiddelse. Men det mest guddommelige ved denne oplevelse er, at det fremmede, funklende »kristusvæsen« ikke er noget fremmed væsen, men derimod »ens eget absolut højeste åndelige selv«. Dette »højeste selv« har man igennem jordlivene trænet op til at efterleve verdensgenløsningens kristusidealer så fuldkomment, at dette selv nu er blevet en fuldkommen materialiseret funklende og lysende »kristusform« eller »kristusskikkelse« på det åndelige plan. Det må dog her bemærkes, at hvis det havde været ved »buddhaidealer« eller »muhamedidealer«, man igennem livene havde trænet sig op til ovennævnte oplevelse eller indvielse, ville det tilsyneladende fremmede, funklende væsen (altså ens højeste selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller strålende »buddha-« eller »muhamedskikkelse«. Og med det guddommelige møde med sit eget fuldkommengjorte, højeste selv har man oplevet noget af den indvielse eller åndelige proces, jeg i mit hovedværk »Livets Bog« udtrykker som »den store fødsel«. Man har dermed fuldendt sit kredsløb i mørket og er nu midt i en jordisk, fysisk tilstand, vågen, dagsbevidst trådt ind i himmelen. Man er blevet en fuldkommen bolig og kanal for »den guddommelige ånd«, er blevet et »kristusvæsen«, er blevet »ét med den evige Fader«. Man har således passeret »vejen«, har oplevet »sandheden« og er dermed blevet »ét med livet« eller »ét med Faderen«. Og igennem hele ens sjæl og væsen funkler herefter Guds ånds strålevæld ud over kloder, verdener og menneskeheder på vor himmelske vej. Ud over tiden og rummet, frem igennem evigheden, funkler vor evige bane. I sandhed, gudesønnen er her synlig »i skyerne med meget kraft og herlighed«.
      Svaret på det store spørgsmål: »Hvad er sandhed«, er således et eventyr fra det virkelige liv, er en beretning om et forhold mellem en evig Fader og en ligeså evig søn. Da dette forhold er det virkelige liv, og dette liv er en ufejlbarlig vej til erfaringerne, og erfaringerne er en ligeså ufejlbarlig vej til sandheden, og sandheden er oplevelsen af Guddommen og dermed af det levende væsens højeste eller virkelige identitet som værende »ét med denne Guddom«, og nævnte væsen med denne sin gudesønlige identitet er tidens og rummets skaber eller evighedens behersker, er »den evige sandhed« således en urokkelige afsløring af, at livet, tilværelsen eller ovennævnte forhold mellem Fader og søn, mellem Guddommen og det levende væsen, er en evig rindende strøm af kærlighed.