Mens menneskenes modtagelighed for de tidligere udløsninger af verdensgenløsningen udgjordes af en i dem stærkt koncentreret hunger efter en person med en så stærkt fremtrædende åndelig autoritet eller myndighed, at de trykt kunne give sig dette væsen i vold og dermed få rådet bod på deres egen åndelige uformuenhed, udløser modtageligheden for verdensgenløsningens impulser af i dag sig derimod, som nævnt, kun i en stærk hunger efter »kosmisk oplysning« eller absolut åndelig viden. Og menneskene af i dag er da også mere end nogen sinde udprægede forskere. De jager først igennem alle de materielle foreteelser og løber sig her trætte i materiel kundskab efter at have skabt vældige resultater eller oplevet vældige facitter på det materielle område. Selv om disse facitter har bragt dem et usigeligt stort gode, har de bragt dem et endnu større onde. De har ført dem lige ind i dommedagens kulmination. De gjorde gudesønnen til et geni i at myrde og lemlæste. Og igennem udfoldelsen af denne genialitet blev det til kendsgerning for gudesønnen, at han aldrig kunne blive salig i kraft af denne udfoldelse. Mørkets mangfoldighed af rædsler, lemlæstelser, sorg og sygdom blev til foreteelser, der uundgåeligt måtte afføde i ham den absolutte længsel efter én eneste ting, nemlig – freden, der igen er det samme som den absolutte lykke eller salighed. Men idet freden bliver det altoverskyggende begær i individets mentalitet, vil enhver foreteelse, der kan stimulere, befordre eller udvikle fødslen af en virkelig fred, være absolut glædesbefordrende og dermed stimulerende og oplivende for dette hungrende væsen. Og hvilken foreteelse kan være mere i fredens favør og dermed mere tilfredsstillende for det åndeligt eller intellektuelt hungrende væsen end netop »fredens videnskab«? – Men da al absolut fred kun kan baseres på næstekærlighed, kan »fredens videnskab« således ikke eksistere uden at være det samme som »næstekærlighedens videnskab«. Og det er netop denne videnskab i form af »kosmiske analyser« eller logiske, sammenhængende tankerækker, synlige for intelligensen, der igennem verdensgenløsningen af i dag gives adgang til. »Næstekærlighedens videnskab« eller »talsmanden den hellige ånd« vil således i gennem verdensgenløsningen af i dag blive åbenbaret for menneskene i ord og sætninger. Disse ord og sætninger kan naturligvis læses af enhver, der har lært at læse, men »den guddommelige ånd« i disse ord og sætninger, livets virkelige analyser, får man ikke ved denne læsning, hvis man ikke på anden måde har udviklet sig til at have adkomst til denne ånd. »Den guddommelige ånd« eller sandheden i nævnte ord og sætninger kommer udelukkende kun til læseren i samme grad, som han praktisk kan efterleve disse i sit daglige liv og forhold til næsten. Uden denne efterlevelse vil nævnte videnskab ikke på nogen som helst måde blive til videnskab eller sandhed for nogen som helst læser. I stedet for »den guddommelige ånd«, i stedet for det evige lys, de nævnte ord og sætninger rummer, vil disse for den umodne læser kun blive til noget, han stempler som overtro, naivitet, fantasi eller indbildning. Han vil kritisere disse ord og sætninger, deres opbygningsform og eventuelle stilistiske afvigelser fra de traditionelle eller moderne former for retskrivning. Han vil således i værste tilfælde føle antipati og gudløs forfølgelse imod de nævnte analyser og sætter dermed yderligere bom for sit eget møde med lyset. Men dette forhindrer naturligvis ikke, at den »guddommelige ånd« ud fra de samme ord og sætninger alligevel funkler og lyser til en mangfoldighed af væsener, der har fået evne til at forstå, evne til at »se« og »høre«. Og med dette møde med »den guddommelige ånds« idealer i sit eget indre og deres praktisering i sit daglige liv og væsen, vil man en dag, når man har nået den tilstrækkelige modenhed, møde »Kristi genkomst« for sidste gang. Denne gang vil det ikke være en »Kristus« eller »konge« i den ydre verden. Det vil heller ikke være som en »kosmisk videnskab« eller som sandhedens analyser i den ydre verden, men det vil da udelukkende være som »sit eget højeste selv«.