I dag er det altså ikke en »fører«, en person, man blindt kan give sig i vold i kraft af sin evne til at tro, man søger, men derimod en absolut viden eller videnskab, man selv kan tænke efter og opleve som absolut sandhed i sit eget væsen, hvorved man kan blive i stand til at føre, styre og lede sig selv. Man har, som nævnt, i dag ikke evne til blindt at tro, men har derimod i stærkt stigende grad evne til at forske og tilegne sig viden og forstand. Den, der i dag er verdensgenløsningens fundamentale redskab, er derfor i højeste grad indforstået med, at det ikke er hans person, der begæres som et »sakramente« eller »tilbedelsesobjekt« og »støttepunkt« for væsenernes tro. I dag er det selve visdommen eller selve den evige sandheds videnskabeliggørelse, hvilket vil sige: »den hellige ånd« gjort tilgængelig gennem logisk tænkning, og den efter denne tænkning videnskabeligt påviste næstekærlighed som livslovenes fylde, der er det eneste ønskede eller begærede af det fremskredne, moderne, intellektuelle menneske. Da verdensgenløseren eller personen i »Kristi genkomst« af i dag således er trådt i baggrunden, mens visdommen eller »den hellige ånd« er trådt i forgrunden som det altoverstrålende, er det ikke så mærkeligt, at forjættelserne om denne »Kristi genkomst« blev udtrykt ved ordene »talsmanden, den hellige ånd«, og ligeledes at denne »genkomst« skulle blive i »skyerne med meget kraft og herlighed« og »ligesom lynet udgå fra Østen til Vesten«. Thi hvilken større »kraft og herlighed« kan der vel times et menneske end netop den, at blive stedet for selve den evige Faders egen absolutte tankesfære, hans egen bevidsthed og således vågen dagsbevidst gennem logisk tænkning blive gennemstrålet af hans ånd og blive »ét med ham«? – Hvilken anden »kraft og herlighed« kan måle sig med den at gøre væsenet til det fuldendte »billede af Gud efter hans lignelse« og dermed hæve gudesønnen op til synet af sin egen udødelige tilværelse i Faderens favntag som tidens og rummets, livets og dødens skaber og behersker? I sandhed »Kristi genkomst«, »talsmanden, den hellige ånd« overstråler både »skyerne« og »lynet« lige fra »Østen til Vesten«. Ja, her må selve »verdensgenløserne«, »messias'erne« eller »kristusvæsenerne« holde sig i baggrunden, thi her er det den Almægtiges åsyn, der direkte bliver synligt for den søgende gudesøn.
      Vi har her berørt et stadium, hvor væsenets altoverstrålende mentale hunger udgør begæret efter livsmysteriets løsning eller sandhedens absolutte analyser, frigjort fra illusioner el ler slør. Dette stadium, i hvilket nævnte sandhedens absolutte analyser således bliver tilgængelige for det åndeligt hungrende væsens forskning som videnskab eller kendsgerning, er det andet stadium for verdensgenløsningens åbenbaring af den evige sandhed. Mens det første stadium i denne åbenbaring, som vi har set, er at udtrykke som »vejen«, er det andet stadium derimod at udtrykke som »sandheden«.