Hvad er sandhed
23. KAPITEL
De »himlens skyer« i hvilke »Kristi genkomst« skal finde sted
At den åndelige viden eller kendskabet til væsenets mentalitets dybeste detaljer eller til lovene for dens eksistens er nødvendig, er jo netop kun, hvad udviklingen og verdensgenløsningen hidtil har haft til opgave at bringe til jordmenneskets kundskab som kendsgerning.
Hvortil ellers krige og lemlæstelser, ulykker og sorger, eller hvortil alt det, der høre ind under begrebet ukærlighed? –
Er ikke ukærligheden det levende væsens værste fjende? –
Og hvordan få bekæmpet denne fjende, der overalt kommer camoufleret i retfærdighedens strålende klædebon, uden kendskab til dens udspring eller årsagen til dens oprindelse? –
Og hvordan få dette kendskab uden igennem kundskaberne om det levende væsens inderste årsagskompleks, dets sjæls detaljer, dets ånds identitet? –
Tror man ikke, det er her i dette åndens inderste årsagskompleks eller sjælens område, at vi har for os den »himmel« og de »skyer«, i hvilke »Kristi genkomst« må blive med megen stor kraft og herlighed? –
Hvad vil et »forgyldt menneske« på den materielle himmel, svævende mellem torden- eller uvejrsskyer eller imellem sommerdagens smukke hvide dunskyer, være ved siden af en »Kristi genkomst« i jordmenneskets eget inderste årsagskompleks, imellem væsenets egne personlige tankeformer på dets personlige mentale eller åndelige himmel? –
Tror man ikke, at denne »genkomst« her ville få samme mentale himmels mørke skyer til at forsvinde? –
Tror man ikke, at denne »himmel« totalt ville blive udrenset for ukærlighed og dermed få roden til enhver form for ond skæbne oprykket og tilintetgjort? –
Tror man, der findes nogen større »kraft og herlighed« end netop denne »Kristi genkomst« i skyerne på væsenets mentale »himmel«? –
Hvor ukærligheden bliver fjernet, bliver væsenet ét med opfyldelsen af alle livslove, ét med universet, ét med sin næste og dermed »ét med Faderen«.
Og hermed er væsenets vandring i mørket forbi.
Verdensgenløsningen har fuldført sin mission.
Væsenet er fyldt med Guds ånd, er selv blevet »en Kristus«, er selv blevet »vejen, sandheden og livet«.